Nibe Caravan Center lukker inden påske – Løgstørforhandler overtager forpligtelser. Med virkning fra 1. april ophører Nibe Caravan Center som selvstændig forretning. Aktiviteterne i Nibe indstilles, idet bygningerne på Koldsmindevej med Limfjorden som nærmeste nabo er solgt til andet formål.

Merete og Peter Outzen overdrager om en måneds tid en del af Nibe Caravan Center til kollegaen fra Løgstør Caravan Center Peter Egelund Larsen.. I dag onsdag indledes ophørsudsalg, og efterfølgende afhændes bygningerne i Nibe til et udviklerfirma.

– Baggrunden for vor beslutning er, at de seneste år har været hårde for campingbranchen, og med mulighederne for at afhænde vore bygninger til anden side og til et nyt formål, giver det mulighed for at vælge en ny vej i livet, siger Merete og Peter Outzen, der som 2. generation har drevet forretningen siden 1996.

Fra denne uge starter vi så et regulært ophørsudsalg i Nibe, og her bliver der virkelig »givet ved dørene«, og der er alle muligheder for at gøre en god campinghandel, siger han.

Ud over de campingvogne og øvrigt varelager, som sælges ud under ophørsudsalget, overgår dels inventaret på værkstedet som forhandlerforpligtelserne på nye og garantipligtige handeler til Løgstør Caravan Center v. Peter Egelund Larsen.

Opens external link in new windowLæs her hele artiklen i den trykte udgave af Nibe Avis

Alle tidligere ansatte i job
På det foreliggende grundlag udtrykker Merete og Peter Outzen i øvrigt tilfredshed med, at alle tidligere medarbejdere i dag ser ud til at have fundet nye jobs. Gennem de seneste par år har vi jo været et begrænset antal medarbejdere hos Nibe Caravan Center, og med opsigelsen af de sidste faste medarbejdere har vi samtidig erfaret, at man har fundet en løsning og nye jobs. Det i sig selv er glædeligt, slutter campingparret.

Med Nibe Caravan Centers ophør som forretning slutter samtidig 46 års camping eventyr i Nibe, som i 1968 blev indledt på Sølyst Camping sydvest for Nibe
– og som siden 1976 har haft hjemme på Koldsmindevej i byens vestlige udkant.