DØDSFALD Redaktør og bogtrykker Poul Søndergaard er i en alder af 86 år afgået ved døden, efter kort tids sygdom.

Poul Søndergaard blev knap 87 år.

Poul Søndergaard har gennem hele sit liv været meget engageret i lokalsamfundet, og har siden barnsben og indtil kort før sin død haft sin daglige gang og arbejde i redaktion og trykkeri på Jacob Petersens Vej i Nibe.

Dårligt nok havde Poul Søndergaard forladt folkeskolen og var kommet i lære som typograf hos sin far Holger Søndergaard, inden han som følge af illegalt arbejde un­der 2. verdenskrig måtte forlade Danmark i 1944 og som medlem af Den Danske Brigade lade sig internere i Sverige. Et ophold, som påvirkede ham dybt og som optog ham meget resten af livet. Det var under dette ophold sammen med en række andre »nibedrenge«, han fik oplevelser sammen med senere kendte personer som Pedro Biker, Ebbe Rode, og som en af de få nåede han at spille på »fodboldlandshold« mod Sverige med legendariske Eigil Nielsen.
Nogen rigtig sportsmand blev Poul Søndergaard dog aldrig, men var der noget der prægede hans liv lige så meget som det illegale arbejde og opholdet i Sverige, var det livet og lederarbejdet i FDF.
Her var han efter 2. verdenskrig med i arbejdet omkring Nibe kredsen og deltog bl.a. i byggeriet af FDF-lejren i Skivum, som senere FDF’­ere kender og har haft talrige oplevelser med.

I sit voksne liv blev han gift med Karen Wethje, mejeristdatter fra Tylstrup i Vendsyssel. Sammen fik de sønnerne Henrik og Jacob - sidstnævnte overtog i 1995 familievirksomheden Nibe Avis - Bogtryk/Offset, efter at have drevet den i fællesskab med Poul Søndergaard siden 1988.

Efter sin læretid havde Poul Søndergaard ophold på Den Grafiske Højskole, og indgik i 1956 kompagniskab med sin far Holger Søndergaard om avis og trykkeri. Poul Søndergaard virkede her som drivende kraft, ikke mindst efter faderens valg til borgmesterposten i perioden 1958 - 70. Fra 1971 overtog Poul Søndergaard virksomheden alene.

Fra 1974 til 1985 var han medlem af Nibe byråd, valgt på den tværpolitiske kommuneliste, som også hans far siden 1937 havde været valgt på. I sin byrådstid beklædte han bl.a. posterne som Nibe Kommunes viceborgmester og formand for Kulturudvalget.

Gennem tiden har et utal af bestyrelser haft glæde af Poul Søndergaards indsats. Det gælder først og fremmest Turistforeningen for Nibe og Omegn, hvis formand han var fra 1958 til 1971. I denne periode stod han også i spidsen for Sildemarkedet, som han var blandt hovedkræfterne i at starte i 1961, og som han var formand for gennem de første 12 år. Ligeledes Nibe Varmeværk, Nibe Elforsyning, Sparekassen Bikuben (BG Bank), Nibe Erhvervsråd, Den Danske Brigadeforening og Nibe Rotary Klub har nydt godt af Poul Søndergaards indsats i bestyrelsesarbejde og som engageret medlem.

Det faglige fornægtede sig heller ikke. Her deltog Poul Søndergaard siden midten af 1960’erne i opbygningen af dét, man i dag kender som Himmerlands Aviserne, hvor himmerlandske lokalaviser fandt sammen om annoncesalg, erfa-samarbejde, indkøb og et bredt produktions samarbejde.

Sideløbende med disse hverv blev den daglige indsats lagt i virksomheden i Lille Algade – og senere på Jacob Petersens Vej – en indsats han priste meget højt, måske især efter han i 1999 mistede sin hustru.
Han fortsatte herefter sit energiske skrivearbejde til Nibe Avis’ spalter. Hertil refererede han gerne fra byrådsmøder, lokale mø­der, redigerede store mængder af tekster fra læsere, og han nød på denne måde at kunne viderebringe de lokale budskaber til avisspalternes læsere – samtidig med at han kunne holde kontakt med den kunde- og læserkreds, som han gennem 71 års virke på Nibe Avis havde haft daglig kontakt med.

Afdøde modtog i 1989 Den Danske Brigadeforenings (Danforce’s) Hæderstegn for sin indsats under besættelsen.
Poul Søndergaard var æresmedlem af Nibe Handelsforening samt af Turistforeningen for Nibe og Omegn, og han blev i 1985 af Sildemarkedet tildelt titlen som »Årets Nibenit«.
Lauget »Nibe Seglet« tildelte i 2009 Poul Søndergaard »Nibe Seglet« som den første uden for det tidligere og sidste byråd i Nibe Kommune.
Rotary International hædrede for år tilbage Poul Søndergaard med sin højeste udmærkelse, »Poul Harris Fellow« – senest er denne orden, i 2011 udvidet til den særdeles sjældne PHF med 2 safirer, tildelt efter 50 års medlemskab af Rotary.