- Fredag, 22. juli 2011

Familierne Simonsen og Poulsen / Simonsen følges ofte ad, når de sejler. Fra venstre er det Gitte, Janni, Peter, – og i båden Jørn, der vasker båd. Forrest Tilde med hunden Medina.

Havnefoged Torkild Gade får sig en snak med gæstesejlerne Peter og Gitte Simonsen fra den nordlige Limfjordsbred.
På gæstebroen i Nibe Lystbådehavn møder Nibe Avis ved sin visit, to familier fra de nordlige nabohavne, i hhv. Attrup og Gøl.
Gitte og Peter Simonsen samt datteren Tilde, har normalt base i Gøl med deres Seamaster 30, men tager jævnligt turen til Nibe, hvor der er rart at være – »og de har sådan nogle gode is, her på havnen«.
Janni Poulsen og Jørn Simonsen er sammen med børnene Maria og Camilla sejlet ud fra Attrup Havn, hvor deres båd – en Cytra 31 – har sin faste plads. Men ikke i denne tid. Som nævnt følges familierne ofte ad, når der sejles.
Denne gang er turen gået til Nibe, men når ferien for alvor kalder i august, går turen med de to lystbåde, til den vestlige Limfjord. Selv om efternavnet er det samme, er Peter og Jørn ikke i familie – men vi er gamle skolekammerater, og vi nyder nu at følges ad på vandet, siger de.
Færre gæstesejlere i skiftende vejr
Havnefoged Torkild Gade erkender, at sommerens skiftende vejr med sol, regn og især blæst, har sat sit præg på besøgstallet i Nibe Lystbådehavn. Faldet i besøgstal er ikke alarmerende, men vi kan godt mærke, at nogle sejlerfamilier nok er blevet hjemme, eller er taget på en anden form for ferie.
– Til gengæld kunne vi under årets Nibe Festival notere et øget besøgstal i forhold til tidligere. Isæt modne sejlerfamilier, der kom tidligt på festival ugen, og blev i adskillige dage, var der flere af i år, end tidligere.
Sæsonen varer dog ved nogle uger endnu, så den lille nedgang i sejlende og overnattende gæster i Nibe Lystbådehavn, kan sagtens nå at rette sig, de næste uger, slutter Torkild Gde.










