- Tirsdag, 5. juni 2012
Til bestyrelsens skuffelse og undren mødte blot én af disse og fik overrakt hædersbevisning for flere end 25 års bestyrelsesarbejde.

Foreningens æresmedlem John Jensen modtog her sin hædersbevisning af Kristian Jørgensen, formand for Nibe Marineforening.
Nibe Marineforening har hædret tre af sine medlemmer for en stor indsats for Nibe Marineforening.
Danmarks Marineforening har indført en ny regel som omhandler alle bestyrelsesmedlemmer, således at de bliver hædret for lang og tro tjeneste i bestyrelsesarbejdet, gældende for dem der har været medlem af en bestyrelse, flere end 25 år. Beviset er et flot skjold med logo og navnetræk.
Nibe Marineforening kunne så fredag hædre tre medlemmer der havde opnået mere end 25 års medvirken i bestyrelsen. De tre jubilarer var John Jensen, Erik Sommer Jensen og Finn Knudsen.
Til bestyrelsens skuffelse og undren var det kun John Jensen der deltog i overrækkelsen og den efterfølgende frokost. De to øvrige ønskede ikke at deltage, - og modtage hædersbevisningen, grundet deres personlige holdninger og modvilje imod at marineforeningen fraflyttede Rådhuskroen, og indrettede sig i det nye hus på Østerlandsvej. – Bestyrelsen må nok forvente et par udmeldelser fra ovennævnte, men det vil ikke komme til at berøre foreningen, idet der er stor tilfredshed fra de øvrige medlemmer, da man opnåede at få eget hus, samt den store fremgang på ti nye medlmmer det seneste år, og med tilsagn fra flere, konkluderer marineforeningens formand Kristian Jørgensen.
Huset bliver flittigt brugt af medlemmerne og deres pårørende. – Jeg havde dog ønsket, at selv om man ikke altid kan være enig, burde man på demokratisk vis acceptere en flertalsbeslutning, – og at det ikke var gået så langt, at man ikke ønsker at modtage en hædersbevisning for en ellers upåklagelig medvirken for marineforeningen, siger formand Kristian Jørgensen. Formanden mener dog, at med den nuværende indsats fra den siddende bestyrelse, kommer Nibe Marineforening sikkert til at uddele flere hædersbevisninger.









