St. Restrup Forsamlingshus – den tidligere friskole. Denne bygning danner rammen om projektet »fremtidens forsamlingshus«, hvor Landsbyforeningen vil opbygge en ny måde at anvende et fælles forsamlingshus.

Foreningen Landsbyerne i Aalborg kommune har på sit årsmøde udnævnt St. Restrup til Årets landsby, 2010. Det er meget imponerende, at dette forholdsvis lille landsbysamfund placeret i – som de selv siger – i »smørhullet« mellem Nibe og Aalborg, på ganske få år har nået en stribe beundringsværdige resultater, sagde Anker Lohmann-Hansen, afgående formand for Landsbyerne i Aalborg Kommune, ved offentliggørelsen.

Landsbyforeningen blev oprettet, fordi der er mange aktive beboere, der har lyst til at deltage i og gennemføre aktiviteter i det område, man har valgt at bosætte sig i. Som eksempler på nogle af de projekter, Landsbyforeningen har stået bag kan nævnes:

- Trampestierne i lokalområdet - en langs med Hasseris Å, en op omkring Troldkirken (en af landets mest kendte langdysser) og én gennem St. Restrup Skov og langs med Aalborg Golf Klubs golfbane ved Jægerspris.

- Agerhønseprojektet i samarbejde med den lokale jagtforening – med etablering af markvildtstriber i større sammenhængende landbrugsområder med deltagelse af flere lodsejere. Målet er at demonstrere foranstaltninger, der kan øge naturindholdet i landbruget. 

- Afholdelse af flere årligt tilbagevendende arrangementer: Nytårstaffel, Skt. Hans bål, Marked og Forårsfest.

- Og ikke mindst etableringen af projekt Fremtidens Forsamlingshus

St. Restrup har udviklet sig til at være en »livsstilskoloni«, hvilket betyder, at de mennesker, der bor på de gamle husmandssteder, ikke lever af jorden, men fordi de finder stederne som attraktive rammer om familieliv, sagde Anker Lohmann-Hansen.