Sønderholm Varmeværk tilbød sidste vinter forbrugerne at få deres varmeanlæg efterset til en favorabel pris.  Årsagen var bl.a., at installationerne er 21 år gamle og at afkølingen af vandet ikke var tilfredsstillende.
Der er foretaget eftersyn hos 70 forbrugere. Dette har vist, at et eftersyn er særdeles tiltrængt. Det gælder ikke mindst ventilen, styrer det varme vand. Den var defekt hos 24 forbrugere, hvilket fordyrer varmen hos forbrugeren og forringer afkølingen og dermed værkets økonomi. Og det er ikke overraskende, at en ventil, der bruges så meget, efter 21 år kan hænge lidt eller er defekt, siger medlem af varmeværkets bestyrelse Jens N. Nielsen til Nibe Avis.
Eftersynet viste i mange tilfælde også fejl og mangler ved den øvrige del af varmeinstallationen. Det drejer sig især om ventiler på radiatorer og ved gulvvarme, der fungerede dårligt eller var indstillet forkert.  
Der var grelle tilfælde, f.eks. at vandet bare fossede gennem systemet stort set uden afkøling. Men hos langt de fleste forbrugere var det relativt beskedne ting, der for et mindre beløb kunne udbedres og med stor effekt for deres egen og varmeværkets økonomi.
Det er helt åbenlyst, at alle forbrugere bør få deres installationer efterset. Bestyrelsen overvejer, om det favorable tilbud om et eftersyn skal gentages og om varmeprisen skal afhænge af, at installationerne fungerer optimalt, slutter Jens N. Nielsen.