Facadeskitse af det kommende byggeri, »Ny Phønix«. Grafik: Rebildarkitekterne.

Arkæologerne har gennemgravet Phønix-grunden, og inden for få dage starter gravearbejdet til den kommende parkeringskælder. Inden jul forventes de fleste byggeelementer på plads.

I løbet af få dage vil der komme egentlig byggeaktivitet på den kendte hjørnegrund ved Torvet, og inden jul vil der tegne sig den kommende profil af byggeriet langs Mellemgade og Skomagergade.

Med sidste uge lukkede Aalborg Historiske Museum sine udgravninger på tomten efter det tidligere Hotel Phønix.
Nu gælder det byggeriet af den planlagte nye ejendom »Ny Phønix«, som vil indeholde ni andelslejligheder, fire erhvervslejemål og tilhørende parkeringskælder.

Bygmester Vagn Kristensen, Støvring, har nu udsigt til at kunne påbegynde byggeriet af den nye ejendom på »Phønix grunden« i Nibe.
Til Nibe Avis siger han:
– Vi starterer én af de nærmeste dage med udgravninger til parkeringskælder, og inden for ca. en måned påregner vi at være færdige med støbning af fundamenter og parkeringskælder.
Derefter kan bygningen rejses – beton elementerne dertil er allerede nu i produktion.

Fire butikker, ni lejligheder
Vagn Kristensen oplyser, at to af de fire butikker i stueplan er udlejet; nemlig til en optiker og til en restaurant. De to sidste er i forhandling, men forventes afsluttet inden for kort tid.
Ejendomsmægler Claus Sørensen, EDC Danebo i Nibe, oplyser, at tre af de ni lejliheder er solgt, og yderligere tre forventes aftalt ved den snarlige byggestart, hvor der også stiftes en andelsboligforening.
De første boliger og lejemål forventes klar senest 1. august 2012.