tv-2

The Blue Van

Sys Bjerre

Så er Nibe Festival klar til at smide de første »perler« i det musikalske smykkeskrin, som i dagene 4. – 7. juli 2012 åbner i den smukke Skalskov.

– Et smykkeskrin, som vi med stor glæde og forventning er ved at fylde op, og som i løbet af få måneder rummer omkring 100 danske og internationale navne, siger festival talsmand og musikbooker Peter Møller Madsen.
– De første tre navne, vi offentliggør, er danske navne i den brede genre, men alligevel vidt forskellige. Ens for dem er det dog også, at det er navne, som vi har fået mange opfordringer på, og som derfor er den perfekte måde at starte offentliggørelsen på, lyder det fra festival veteranen, der er i gang med forarbejdet til sin egen 28. udgave af Nibe Festival.

Peter Møller Madsen præsenterer her tre navne fra det kommende musikalske festival univers:
 
tv-2
tv-2 spillede sidst Nibe i 2008. Som sædvanligt var det en pragtfuld, stemningsfyldt og ekstatisk fest, som vi ser frem til at gentage til sommer. Koncerten i Nibe bliver i øvrigt en af få koncerter den kommende sommer. tv-2 spiller Stor Scene lørdag.
 
The Blue Van
Efterhånden har The Blue Van nærmest fået status som husorkester på Den Lille Fede. Vi kommer heldigvis heller ikke udenom dette helt forrygende og unikke liveband i 2012. The Blue Van spiller Nibe - forventeligt Blå Scene.
 
Sys Bjerre
Den sympatiske ”ind-imellem-på-kanten-sangerinde” er tilbage på den festival, der som en af de første præsenterede hende op til det store gennembrud. Mon ikke vi kommer til at høre mere til Sys inden Nibe. Ellers så gør vi det under alle omstændigheder lørdag d. 7. juli.
 
Billetsalget går helt forrygende
Nibe Festival solgte de første 1000 billetter på under 12 timer – og uden et eneste offentliggjort navn! Efterfølgende solgte de to koncept camps – College Camp Resort og LuxCamp Nordjyske ud på få minutter.
Nibe Festival rider på en bølge – det er et ubetinget faktum. Den Lille Fede er på vej mod nye rekorder, slutter Møller Madsen.