- Lørdag, 6. juni 2015

Dyrskuet i Nibe faldt på årets første dag, hvor man ærligt kunne tale om sommervejr. Det passede naturligvis både arrangører og udstillere, og publikum kvitterede med massivt besøg.
Dyrskuedagen blev indledt med et traditionelt kaffebord for dagens udstillere, efterfulgt af åbningstale ved Søren Gade, Venstres lokale spidskandidat til det snarlige folketingsvalg. Søren Gade berørte såvel landbrugets situation som emner i forhold til Grundlovsdagen og 100 året for kvindernes valgret.
Rundt om på dyrskuepladsen trak de mange aktiviteter i publikum, og såvel udstillere som deres prægtige dyr var i topform. Både hos de mere professionelle udstillere af malkekvær, hos udstillerne af kødkvæg, der here et mere hobbybetonet snit, og hos hestene, der ligeledes er rundet af en slags fritidserhverv.
Hobbydyrforeningerne var repræsenteret, primært ved kaniner og som optakt til lørdagens åbent hus på kolonien ved Lundevej.
Maskinudstillerne brillierede ved - igen - større og større maskiner og på pladsens nordlige hjørne fandt man som altid det børnevenlige tivoli, som mest trak i de yngste samt et ikke uvæsentligt antal forældre og bedsteforældre!.
Nibe Avis bringer senere de faglige resultater med placeringer og pokaler blandt dyrskuets dyr og udstillere.










