Der slibes træperler

Både nye og gamle FDFere laver pizzasnobrød (leder Jeanette hjælper til)

Efter en sommer med fantastisk sommervejr, har FDF Nibe slået dørene op til, hvad alle i kredsen forventer bliver en fantastisk forrygende og oplevelsesrig sæson, idet der var sæsonstart for både gamle og nye FDFere – og endnu engang viste det danske sommervejr sig fra sin bedste side, så alle opstartsaktiviteterne kunne afvikles udenfor.

Både nye og gamle FDFere var i et rigtig godt humør, og alle hyggede sig med de forskellige aktiviteter, som FDFlederne havde fundet på til lejligheden.

– Vi håber, at vi med både lege- og bålaktiviteterne levede op til alle de fremmødtes FDF forventninger, siger kredsleder Pia Grønhøj. På græsplænen ved Kredshuset var der arrangeret fælles leg for alle børnene – en leg i stil med den klassiske frugtsalat som alle børn kender og elsker – og legen blev efterfulgt af mere utraditionelle lege; en med vandballoner og en underlig hat med pigge og en anden med skjulte ting under en presenning, og så var der naturligvis bålaktiviteterne, hvor man kunne lave flotte træperler og ikke mindst pizzasnobrød. Aftenen blev afsluttet med en god fortælling, hvor alle de fremmødte var samlet omkring bålet.

– Det så ud til at alle børnene hyggede sig, så man må sige, at vi har haft en succesfuld sæsonstart, slutter Pia Grønhøj.

FDF, som blev oprettet i 1902, er en af Danmarks største kirkelige børne- og ungdomsorganisationer med omkring 23.000 medlemmer fordelt på 420 lokale kredse rundt om i hele landet. FDF er en selvstændig del af Folkekirkens børne- og ungdomsarbejde.

FDF Nibe, som blev oprettet i 1923, holder til i Kredshuset på Hobrovej (tæt på Nibe Idræts- & KulturCenter)