Ole Henriksen donerer overskud til lokale projekter i barndomsbyen.

Ole Henriksen vender 2. maj tilbage til Nibe og fortæller om sit liv, sine hudplejemetoder – og frem for alt – om Happiness!

Ni år er gået siden Ole sidst holdt foredrag i Nibe, nærmere bestemt i Skal Pavilionen, 2005. Denne gang er det hans foredragsturne, som bringer ham hjem til fødebyen Nibe. Showet i Nibe har dog et helt specielt formål. Ole ønsker, at hele indtægten fra foredraget skal gå til en række lokale projekter, bl.a. en forskønnelse af Anlægget – byparken – som jo ligger lige op ad barndomshjemmet i de røde Enggårde ved Nørregade.
Aftenen byder, udover foredraget med Ole, på modeshow fra de lokale butikker. Hertil kan købes en lækker tapasmenu.
Til Oles show skal Publikum bl.a danse til Happy med Pharrel Williams.
Det overordnede tema for aftenerne bliver Happiness, og i år starter vi med statementet »I had Acne«, og kommer derfra over i Oles passion for at udvikle effektiv hudpleje der giver synlige resultater. Vi kommer ind på LESS IS MORE – det handler om balance 360 grader, dvs i livet, i hudpleje og i hele indstillingen til livet, altså på den måde kommer vi ind i brandets DNA, og det hele krydres med lidt god story telling om celebrities og Awards, og mon ikke der bliver lidt tid til lidt lokal historiefortælling. Det bliver et flot opbygget foredrag fortalt med Oles talent for at fortælle gode historier og skabe glæde. Men altså vinklet helt anderledes end tidligere.
Showet er det eneste med Ole i Nordjylland i denne omgang, til gengæld er det så også i den by  i Nordjylland, som står hans hjerte nærmest. Det ønsker han, at markere med uddelingen af midler til lokale projekter.
Det er den lokale Matas butik, Nibe Handelsforening og Nibe Idræts- og KulturCenter, som står for arrangementet.