- Tirsdag, 9. oktober 2012
Et af højdepunkterne er en koncert med »Copenhagen Glee Club« i Huset i Magstræde

Eleverne er ankommet til København, og har allerede besøgt Kongens Nytorv.
I denne uge er 35 elever fra Skørbæk-Ejdrup Friskole og naturbørnehave på lejrskole i København. I løbet af tre dage skal eleverne i 8. og 9. klasse på byvandring i hovedstaden, med indlagte besøg forskellige steder. Der er arrangeret rundvisning på Christiania, besøg i DR-byen, Rundetårn, Amalienborg og Kastellet.
Der udover er der planlagt et besøg på Christiansborg Slot. Her har det lokale folketingsmedlem Pernille Vigsø Bagge arrangeret rundvisning i Folketinget, hvor hun også vil svare på elevernes planlagte spørgsmål, om det at være folketingsmedlem og formand for SF´s folketingsgruppe.
Som en ekstra oplevelse skal eleverne til koncert i det tidligere ungdomshus, Huset i Magstræde. Her er nu indrettet kulturcenter med et stort udbud af aktiviteter. Der bliver tid til en koncert med Copenhagen Glee Club. Et lokalt amatørensemble, som danser, spiller og synger kendte og iørefaldende pop- og rockmelodier.










