Solvarme eller biogas, evt. i kombination med naturgas. Det er blandt de alternativer, som Nibe Varmeværks bestyrelse for tiden undersøger, i bestræbelserne på at begrænse de meget omtalte NOx afgifter, samt krav til energibesparelser.

Nibe Varmeværk – sund forretning, der udvikler mulighederne.

På generalforsamlingen i Nibe Varmeværk mandag aften forklarede formand Benny Rinfeldt i sin årsberetning, at det nok kan lyde besnærende at stile efter andre opvarmningsformer, men varmeforsyningsloven giver ikke »frit valg«, når det handler om brændsel. Derfor har bestyrelsen kastet sig over mulighederne for enten solvarme eller biogas, måske kombineret med naturgas – som et supplement til de nuværende opvarmningsformer, der tager udgangspunkt i forbrænding af naturgas og olie.
– Når bestyrelsen mener at have fundet den rigtige løsning, skal denne jo forelægges og godkendes på en generalforsamling, idet der er tale om investeringer til mange millioner, afhængig af, om der er tale om solvarme eller biogas. Som det fremgår af de undersøgelser der allerede er udført, skal nogle af beslutningerne tages inden udgangen af 2015, så det er slet ikke for tideligt at arbejde med projektet, sagde Benny Rinfeldt i sin årsberetning.

31 nye forbrugere
Nibe Varmeværk har det forløbne år fået 31 nye forbrugere, så der nu i alt er tilsluttet 1.931 ejendomme til værket.

Nødvendig renovering
Der er gennemført renoveringsarbejder på ledningsnettet – dels for at sikre en stabil leverance af varme, dels for at minimere varmetabet og dels for at minimere vandtabet. I regnskabsåret 2010 / 2011 kunne vi registrere et vandtab på 1.271 kubikmeter. I det nuværende regnskabsår 2011 / 2012 er vandtabet registreret til 1.977 kubikmeter, hvilket er en stigning på 706 kubikmeter. En del af denne stigning skyldes de mange tilslutninger, men også utætheder på ledningsnettet, som efterfølgende er udbedret ved en renovering, sagde formanden.

Varmesalg og aconto
Varmesalget blev på 37.431 MWh, et fald på ca. 10% i forhold til sidste regnskabsperiode, hvor der blev solgt 41.406 MWh. Graddagetallet for dette regnskabsår blev på 2734 graddage, hvilket er 12% mindre end perioden 2010 – 2011 hvor der blev registreret 3123 graddage, så faldet i varmesalget stemmer meget godt med de registrerede graddage og nytilslutningerne, konstaterede Benny Rinfeldt, og han fortsatte:

– Bestyrelsen besluttede efter udløb af leveringsaftalen på naturgas, at indkøbe gassen på spot-markedet, og det har givet pote.

De opnåede gaspriser og et godt elsalg har medvirket til et godt regnskab, hvor vi kunne nedsætte aconto-varmeprisen, denne gang med ca. 9% fra kr. 550,- til kr. 506,- / Mwh. Næste års aconto-varmepris har vi fastsat til kr. 562,- / Mwh.

Nye afgifter
Med hensyn til næste års acontopris på kr. 562,- / Mwh, som jo er en stor stigning set i forhold til denne varmeperiodes pris, så er årsagen hertil bl.a den af regeringen vedtagne stigning af den eksisterende NOx-afgift. For Nibe Varmeværk betyder stigningen af denne afgift, at en Mwh vil stige med ca. kr. 18,- fra d. 1. juli i år. Og ikke nok med denne stigning i NOx afgiften, så betyder det energiforlig der blev indgået med næsten alle Folketingets partier i marts måned, at der fra januar 2013 vil blive opkrævet endnu en ny afgift, som har fået navnet »Forsyningssikkerhedsafgift«. Som det ser ud lige nu, vil en Mwh stige med ca. kr. 40,-, så stigningen i NOx afgiften og den ny forsyningssikkerhedsafgift betyder alene en samlet stigning på ca. kr. 58,- pr. Mwh.
Hertil kommer tidligere fastsatte sparekrav, som varmeværket skal opfylde – det er krav, vi ikke kan opfylde umiddelbart, men i stedet køber vi os til den del, forklarede Benny Rinfeldt.

Blandt ændringer i varmeværkets bestemmelser er der ændret således, at der for private boliger fremover opkræves et abonnementsbidrag, der dækker måler samt administration, og så en effektafgift der er fastsat efter det boligareal der fremgår af ejendommens BBR oplysninger.

Ved valget til bestyrelsen blev formanden Benny Rinfeldt og bestyrelsesmedlem Kristian Jørgensen genvalgt.