Det bliver den 38 årige Kristina Kristoffersen, der skal sætte kursen for den pædagogiske udvikling i landets tredje største kommune.

Kristina Kristoffersen - ny læringschef.

Et enigt ansættelsesudvalg har nemlig indstillet hende til posten som læringschef ved Aalborg Kommunes Skoleforvaltning. Dermed får hun det overordnede ansvar for den pædagogiske udvikling på kommunens 50 folkeskoler og seks specialskoler.
Kristina Kristoffersen kommer fra en stilling som områdedirektør for UCN act2learn PÆDAGOGIK.

Markant pædagogisk lederprofil
Skoleforvaltningens direktør Martin Østergaard Christensen er begejstret over, at det er lykkedes at rekruttere en markant pædagogisk lederprofil.
–I Aalborg er vi meget ambitiøse, når det handler om at sætte kursen for det pædagogiske arbejde og placere os på landkortet som et af Danmarks mest visionære og nytænkende skolevæsener. Med ansættelsen Kristina Kristoffersen får vi en markant og iderig
pædagogisk leder med et stort fagligt netværk, en skarp faglig profil og et særdeles godt kendskab til folkeskolen, siger Martin Østergaard Christensen.

Skolebørn skal blive dygtigere
–Vores børn skal blive endnu dygtigere, end de er i dag. Derfor sætter vi turbo på udviklingen af nye pædagogiske metoder, der gavner børnenes læring. Som chef for den nye afdeling Læring og Pædagogik bliver Kristina spydspids for en fokuseret satsning på at styrke vores pædagogiske udviklingsarbejde”, fortæller Martin Østergaard Christensen.
Kristina er uddannet lærer med en betydelig pædagogisk efteruddannelse. Hun har nemlig en pædagogisk diplomuddannelse i psykologi fra 2008 og i 2010 blev hun færdig som cand.pæd.psyk. med speciale i pædagogisk ledelse. Udover hendes nuværende stilling som områdedirektør for UCN act2learn PÆDAGOGIK, har Kristina været områdedirektør for UCN act2learn SUNDHED, Adjunkt ved UCN, pædagogisk konsulent ved HarboHus og lærer ved Nibe Skole, Kappelborgskolen og Brovandeskolen.

Enigt ansættelsesudvalg
Det er et enigt ansættelsesudvalg, der står bag beslutningen om at indstille Kristina Kristoffersen til stillingen som læringschef.
– Vi har haft et meget stærkt ansøgerfelt og vi er overbevist om, at Kristina er den helt rette leder til jobbet. Hun bliver en vigtig del af forvaltningsledelsen og en stærk drivkraft, når det handler om at realisere folkeskolereformens ambitiøse mål; nemlig at alle børn skal blive så dygtige som de kan, siger Martin Østergaard Christensen.
Kristina Kristoffersen er bosat i Nibe og tiltræder stillingen som læringschef den 1. august 2014.