Der blev kæmpet forbilledligt på ruterne ved årets Sønderholmløb. Her ses en flok løbere ved krydset mellem Niels Bugges Vej og Hr. Sørens Vej i Sønderholm.

Som optakt til byfesten i Sønderholm arrangerede Sønderholm Motionsklub torsdag aften »Sønderholmløbet« for fjerde gang med start- og målområde i byens Lergrav.

Vejret så ikke for lovende ud om eftermiddagen, men som løbet nærmede sig klarede det op, og vejrguderne var med de i alt 141 løbere. Helle Ravnkilde gav alle de fremmødte en god opvarmning inden de i letskyet, men lidt køligt vejr, kunne begive sig ud på henholdsvis 2½km, 5km og 10km ruterne som inkluderede mange af gaderne i Sønderholm. 

Der blev kæmpet forbilledligt på ruterne, og efter løbet var der frugt til alle, sponsoreret af den lokale købmand, hvorefter der blev uddelt medaljer, pokaler samt præmier - sidstnævnte sponsoreret af Tøjhuset i Nibe.

Alt i alt en rigtig god opstart på byfesten i Sønderholm 2012, hvilket betyder, at der helt sikkert også i 2013 bliver afholdt byfestløb i Sønderholm, lyder de slutteligt fra en af arrangørerne, Jørgen Bøjgaard.