30 her – og 30 der

D-A-D - på den 30. Nibe Festival ved bandets 30 års jubilæum.

Sammenfald kan man sige, men, ikke desto mindre, så fejrer et af de – i Nibe – mest populære danske bands 30 år på landevejen i det samme år, hvor Nibe Festival afvikles for 30. gang.
Derfor er det selvfølgelig også ganske logisk, at vi til Nibe 2014 præsenterer D-A-D midt i den grønne skov, siger festivalleder Peter Møller Madsen til Nibe Avis.
 
Dansk stadionrock
Det er vel noget af det nærmeste, vi kommer dansk stadionrock, når Nibe Festival byder på legendariske D-A-D. Peter Møller Madsen fortsætter:
– Vi har gjort det før, og hver gang vælter Skalskoven, når en nærmest utømmelig ”bank” af hits fylder de intime rammer på Hestepladsen. Vi har skreget og skrålet til rockperler som »Call Of The Wild«, »Sleeping My Day Away«, »Bad Craziness« og »Girl Nation«. Vi har »sjælet den« og har mærket fællesskabet til »It´s After Dark«.
Vi har nydt traditionen, accepten og respekten fra bandet til publikummet, når Jesper Binzer har skreget ”UUUDEMÆRKET NIIIIIIIBEEEEEEEE”.
 
Fra cowpunk til levende rocklegender
Det der, i 1984 startede med rebelsk cowpunk på de små københavnske klubber, udviklede sig op igennem de næste årtier altså til noget nær stadionrockformatet.
Det skyldes ikke mindst, at D-A-D greb chancen og leverede rockattitude tilsat stor underholdning og tæt kontakt til publikummet. Det elsker vi i Nibe, og derfor vil vi selvfølgelig slå to fluer med ét smæk og fejre D-A-D og samtidig levere et af de mest ønskede danske bands på den 30. Nibe Festival.
 
Fra Disneyland After Dark til D-A-D
Da de opstod i 1984, var det med en kvinde i bandet og det specielle og - viste det sig - dristige navn Disneyland After Dark.
Dristigheden tog dog lidt af ift. kvinden og navnet. Snart var Disneyland After Dark på Disneykoncernens »opfordring« blevet til D.A.D – og siden til D-A-D, og snart var bandet udelukkende en herrekvartet, som allerede fra starten nægtede at klippe deres hår – og som med ære og succes fremstod som BAD CRAZINESS.
 
Nibe Festival skal også fejres
Selvfølgelig kommer det til at præge Nibe, at vi i 2014 afvikler den 30. festival. Ikke med stort festfyrværkeri. Jo, så afgjort et af slagsen – altså musikalsk, understreger festivallederen og Peter Møller Madsen siger samtidig, at festivalen arbejder intenst på at lande et program, som så godt og vel kan matche de seneste års programmer. Og rundt omkring på festivalen kommer man også til at mærke og fornemme lidt historisk sus.