- Mandag, 19. august 2013

ØHI's Brian Winther i duel mod to St. Restrup-forsvarer; Allan Nielsen (t.v.) og Martin Lønborg Pedersen (t.h.) I baggrunden ses ØHI's Tommy Knudsen og St. Restrup-spillerne: Malthe Kristensen og Tommy Østergaard.
FODBOLD – Serie 3
Øster Hornum – St. Restrup IF 2-0: (0-0)
St. Restrup IF spillede lørdag eftermiddag sæsonens første kamp i serie 3. Her gæstede de oprykkerholdet Øster Hornum. Til dagens kamp havde St. Restrup IF’s træner Frank Vognsen fundet plads til hele fem spillere, i truppen, på blot 17år. Her af de fire i startopstillingen, hvor Jonas Myrrhøj var debutant på St. Restrup IF’s førstehold.
St. Restrup IF startede kampen bedst, og allerede efter 5 minutter måtte Øster Hornum-målmanden ud i fuld længde for at klare Bo Routhe Sørensens frisparksforsøg. Efter 20 minutter var det Tommy Østergaard, der havde en stor mulighed. Kort tid efter måtte Malthe Kristensen se sit hovedstødforsøg snige sig forbi Øster Hornum-målet. Mod halvlegens slutning var det Claus Fuglsang der var tæt på at score fra kanten af målfeltet. Trods et stort spilovertag til St. Restrup IF gennem en første halvleg, var det helt lige på måltavlen 0-0 ved pausefløjtet.
Anden halvleg startede igen med St. Restrup IF i teten. De var ganske enkelt et bedre boldspillende hold end hjemmeholdet, som dog kæmpede bravt i alle nærkampene, og ikke levnede St. Restrup IF mange chancer i det fysiske spil. Efter 60 minutter bragte hjemmeholdet sig på 1-0, da deres centrale midtbanespiller ramte bolden perfekt fra 25 meter, og sendte den ind bag St. Restrup-målmanden, Morten Harbo. Efter scoringen lagde St. Restrup IF yderligere tryk på hjemmeholdet. Både Mads Thorst, Tommy Østergaard, Malthe Kristensen, Kristoffer Mortensen havde alle gode scoringsmuligheder, men dagens mand for hjemmeholdet – målmanden tog sig af det hele. I kampens døende sekunder fik hjemmeholdet udbygget scoringen til 2-0, som også blev slutresultatet.









