- Onsdag, 9. april 2014

St. Restrup IF debutant, Jesper Bolt, i en tæt duel med en Skalborg-spiller i en kamp, hvor hjemmeholdet klart var i spilovertag.
FODBOLD - herrer
Serie 3
St. Restrup IF – Skalborg:
1-2 (1-1)
St. Restrup IF tog lørdag eftermiddag hul på den nye sæson. Her gæstede Skalborg SK Frejlev Stadion til et ægte lokalopgør. Her var der debut til hjemmeholdets spillende træner Michel Valdemar og midtbanespilleren Jesper Bolt.
St. Restrup IF startede kampen på det jævne. Organisationen var godkendt, men frem ad banen virkede holdet en smule ”rustent”. Efter 15min bragte Skalborg sig på 0-1 ved den tidligere St. Restrup-spiller, Steffen Kristensen. Efter målet vågnede hjemmeholdet mere op, og langsomt overtog de teten i kampen. I denne fase ramte Martin ”Tyr” Pedersen overliggeren, og Mads Hilligsøe var tæt på, men ind ville bolden ikke. Først efter 35 min fik hjemmeholdet udlignet til 1-1, da Kristoffer Mortensen afsluttede et flot angreb over hjemmeholdets venstre side. Dette var også stillingen ved pausen.
Skidt start på anden halvleg for hjemmeholdet
Anden halvleg var knapt fløjtet i gang før hjemmeholdets målmand, Casper Østergaard, måtte se sig passeret, efter et flot langskud fra 30meter, som strøg lige op i målhjørnet. Nu viste måltavlen 1-2. Resten af halvlegen var et stort pres mod Skalborg-målet, og hele fire gange sendte St. Restrup IF bolden på enten målstolpe eller overligger. Oven i var Skalborg af to omgange én mand i undertal for gult kort. Men det var bare en af disse dage, hvor det var stolpe ud i stedet for stolpe ind. Så efter kampens 90 min var det Skalborg, der stod med alle tre point efter, stort set, at have være presset i bund gennem de sidste 40minutter.
Således blev det ikke til point i St. Restrup-træners debutkamp, selv om både spillet og chancerne var til det.










