- Lørdag, 8. august 2015
Nibe Boldklub uden andethold.

St. Restrup IF skal for første gang i en årrække prøve kræfter i fodboldens Serie 2.

Nibe Boldklub fastholdt efter forårets turnering sin placering i serie 3.
Den kommende weekend ruller fodbolden atter hos de lokale hold. Der venter holdene en spændende ny sæson, hvor der efter turneringens 14 kampe skal findes op- og nedrykkere i puljerne. I den forbindelse har Nibe Avis talt med, førsteholdstrænerne i hhv. Nibe Boldklub og St. Restrup IF om sæsonopstarten:
Jens Thorup, Nibe Boldklub serie 3
Nibe Boldklubs træner Jens Thorup ser tilbage på en sæsonopstart med udfordringer. Nibe Boldklub har nemlig valgt at udtrække sit andethold i serie 4, grundet spillermangel.
Det får på den lange bane også betydning for klubbens førstehold, og derfor ønsker Jens Thorup, at klubben hurtigst muligt på ny kan mønstre et andethold.
På banen har Nibe Boldklubs førstehold været tilmeldt sommerturnering i Svenstrup. Her har holdet vundet to kampe. Begge kampe med cifrene 2-1 over hhv. Vaarst/Fjellerad og B52 Aalborg. På træningsbanen er holdet ved at bygge deres grundform op, beretter Nibe træneren. Truppen er intakt, set i forhold til sidste sæson. Ingen spillere er rejst, og ingen nye er kommet til. Så det handler om, at bygge på holdets spil, for ambitionen er blive i serie 3, slutter Jens Thorup.
Nibe Boldklubs serie 3 herrer indleder sæsonen på tirsdag i Skalborg.
Michel Valdemar, St. Restrup IF serie 2
St. Restrup IF er nyoprykket til serie 2. Træner Michel Valdemar beretter, at St. Restrup IF’s førstehold er kommet meget godt i gang med forberedelserne til den nye sæson. Selv om tiden er præget af ferie, så har holdet været til sommercup i Svenstrup. Her fik holdet en god træningskamp mod Gug Boldklub, sluttede nr. 2 i deres forgangne serie 2-sæson. Kampen sluttede med en 2-1 sejr til Gug, hvor St. Restrup IF var foran. Dog var der noget mere malurt i bægeret, da Aalborg KFUM ikke kunne/ville spille kampen mod St. Restrup IF ved sommercuppen. Men så blev det i stedet til en intern træningskamp, mod St. Restrup IF’s eget serie 4-hold, på banerne i Svenstrup.
Michel Valdemar beretter, at holdets spiller-status er status quo. Frem mod sæsonstarten er fokus, at få spillernes form op på serie 2-niveau. Desuden handler træningen også om forsat; at udvikle og forfine spilsystemet samt udgangsformationen, slutter Michel Valdemar.
St. Restrup IF indleder sæsonen søndag på udebane mod Ulbjerg.










