SF, Konservative og Venstres Marian Geller stemte contra, da Aalborg Byråd mandag godkendte den foreslåede overbygning til Sønderholm Skole med 7., 8. og 9. klasse.

Elevers og forældres modstand mod nedlæggelse af 7. klasse på Sønderholm Skole har båret frugt.

Sønderholm Skole er i år blevet udbygget.

I forlængelse af beslutning om, at Folkeskolerne i Aalborg Kommune fremover skal deles efter 6. Klasse – og skolernes overbygning dermed starter på 7. klassetrin – havde Aalborg Byråd den særlige situation til behandling, at byrådets Skole- og Kulturudvalg havde indstillet Sønderholm Skole til udbygning med 8- og 9. klasse, frem for en flytning af skolens 7. Klasse til Frejlev Skole.

Skole- og Kulturudvalgets indstilling til byrådet var båret igennem af 4 stemmer fra S, R og V, men SF og Konservative havde modsat sig med i alt 3 stemmer.

Rådmand for Skole- og Kultur Anne-Dorte Krog (SF) bekymrede sig meget om det faglige miljø, som hun mente ikke kunne opretholdes med risikoen for et for lavt elevtal, og det vil koste ekstra at etablere ordningen med overbygning.

De Konservatives Thomas Krarup var på linje med rådmanden og bekymrede sig over såvel det faglige niveau, et for lille skoledistrikt og for finansieringen af knap én mill. kr., som ændringen vil koste.

Daniel Nyboe Andersen (R), som i Skole- og Kulturudvalget havde stemt for udvidelsen med 8. og 9. klasse, mente den foreslåede ordning er forsvarlig, og kritiserede sine byrådskolleger fra SF og K, for at bringe økonomien ind i debatten.

Rasmus Brask (S) og Mariann Nørgaard (V) slog fast, at deres partier ville stemme for vedtagelse af overbygningen.

Venstres Marian Geller slog imidlertid fra: – Det er for useriøst og usikkert at udvide Sønderholm Skole; derfor kan jeg ikke stemme for.

Henning G. Jensen (S): Der er gode faciliteter på Sønderholm Skole, der er et stærkt sammenhold, og skolen kan i nogen grad tage presset fra de store skoler i Nibe og Frejlev. 

Anne-Dorte Krog (SF): Små skoler er ikke pr. definition bedre, og rådmanden mente i øvrigt, at Marian Geller fører sognerådspolitik. Og i forhold til Frejlev Skole, vil denne have kapacitetsproblemer, uanset hvilken løsning der vælges nu.

Thomas Krarup (Kons.): Føler lidt, der udstedes en Lotto kupon, med beslutning om udvidelse med overbygning.

Med undtagelse af SF, Konservative og Venstres Marian Geller, blev forslaget vedtaget med stemmerne fra alle øvrige  mødte byrådsmedlemmer: S – V – DF – R.