- Fredag, 10. juni 2011


De private dagplejere i Frejlev afholdte i torsdags traditionen tro deres Store Dagplejedag. Det blev en skøn dag med masser af leg, sang og bløde bamser. Børnene nød lækre boller og kagemand. I en stor container, fyldt med sand, blev der gravet og bygget sandslotte. Krammebamser, Bearemy og hans veninde, besøgte alle børnene og deres indbudte forældre og søskende.
Der blev leget landmand i en flot traktor, til stor glæde for alle dagplejebørnene. Alle kunne nyde det store kagebord om eftermiddagen, med saftevand, kaffe og service.
Adskillige børn og søskende benyttede sig af tilbuddet om at få en flot spraymalet stjerne eller et lyn i håret, eller at blive malet i ansigtet.
De private dagplejere i Frejlevs Store Dagplejedag havde omkring 150 besøgende som udtrykte stor begejstring for en veltilrettelagt og sjov dag.









