Slagtermester Bjarke Skau fortæller om indholdet af spegepølsen.

Festivalleder Peter Møller Madsen drog sammenligninger mellem Nibe Festival i krise, og den aktuelle situation for Nibe Bryghus, hvor bestyrelsen overfor aktionærerne maner til at stå sammen og yde frivillig hjælp til bryghusets aktiviteter.

63 aktionærer sagde god for Den Lille Fede, da den blev prøvesmagt forleden aften.

Da det netop var denne øl, der blev frigivet, var festivalleder Peter Møller Madsen inviteret som gæstetaler. Han startede aftenen med at drage paralleller mellem Nibe Festival og Nibe Bryghus: begge er totalt afhængige af frivillig arbejdskraft. Herudover fortalte Peter om årets festival – som i år er den første danske festival, der kan melde udsolgt af partoutbilletter. Afslutningsvis trak Peter aftenens vinder af en billet til Nibe Festival og det blev Helga Højsgaard.

Peder Bach fra bryghusets bestyrelse bød herefter velkommen til en anden gæst, slagtermester Bjarke Skau fra SuperBrugsen, Nibe. Han havde til arrangementet lavet smagsprøver af specielle spegepølser hvor øl fra bryghuset indgår, og Bjarke kunne til slut fortælle, at der blev udsolgt.

Bo Christensen – ligeledes fra bryghusets bestyrelse – fortalte om den nybryggede øl, Den Lille Fede, og fremhævede bl.a., at de specielt udviklede opskrifter med Nibe-øl havde fået rosende omtale på 3 helsider i Ølentusiasternes blad. Opskrifterne findes på Nibe Bryghus' hjemmeside.

Den Lille Fede er snart i handlen og kan desuden nydes under bøgetræerne i Skovbaren i Reservatet til Nibe Festival – tilsat gode venners selskab og fremragende musik.

FAKTA:

»Den Lille Fede« er en smuk rødgylden pilsner øl med en mild bitterhed, og en dejlig frisk orangesmag fra rigelige mængder tjekkisk Saaz humle. Nydes alene som tørstslukker, til frokosten og til andre lette måltider. Den lille Fede blev valgt som Nibe Festivals jubilæumsøl op til den 25. festival i 2009. Brygget med vand, bygmalt og humle 50cl. Alkohol. 5,0% vol.