Jan Skriver (t.v.), sammen med eleverne Rasmus, Natasja og Nikolaj.

Hvilke dyr ser nutidens landmænd på markerne under dagens arbejde?

Dette spørgsmål nikker mange af eleverne på Nordjyllands Landbrugsskole (og læserne) måske genkendende til, og svaret kan de nu få i Jan Skrivers flotte billeder der fremover vil pryde de nye elevbygninger på Landbrugsskolen i Lundbæk.

Jan Skriver har arbejdet som freelance »naturskriver« og fotograf siden 2000 og leverede de 15 billeder der repræsenterer et bredt udvalg af 50 billeder, og man må fastslå at en af journalistikkens frie fugle virkelig slår igennem med sine billeder.

De nye bygninger der blev taget i brug 1. februar opvarmes med jordvarme og senere på året har landbrugsskolen planer om at etablere solceller på taget af skolens idrætshal, hvorved man håber at kunne producere el for ca. 100.000 kr. årligt og man anslår at dette projekt vil koste i omegnen af én million kroner.

Landbrugsskolen har med Jan Skrivers billeder ønsket at udtrykke den moderne landmands stærke tilknytning og afhængighed af naturen, for som forstander Niels Quist-Jensen udtrykker det, har landmænd i dagens Danmark i stigende grad brug for miljøvenlige tiltag inden for f.eks. opvarmning af staldbygninger med Co2-venlige metoder.

Opførelsen af de tre nye elevbygninger omfatter 21 værelser og er finansieret ud af landbrugsskolens egen drift, der udgør en årlig omsætning på 35-40 millioner kroner.

Forstander Niels Quist-Jensen fortæller videre, at man på længere sigt ønsker at nedrive det gamle Møllehus og genopføre det i samme stil, da det næppe lader sig gøre at renovere det nuværende hus pga. en meget dårlig forfatning.