Livredder Otto Carlsen viser her havnebadets nye tavle, hvor man kan følge temperaturen i luft og vand, samt UV-indeks.

Fantastisk med en dukkert, syntes disse unge, som gentagne gange tog turen i havnebadet.

Aske, Annika, Line og Tor mødes i denne tid jævnligt ved havnebadet i Nibe - til bad eller solbad.

Ikke mærkeligt, så er der flest besøgende i Nibe Havnebad når der er varmt. Men livredder Otto Carlsen opfordrer til, at man bader hver dag, uanset vejret.

Siden 22. juni har Otto Carlsen haft sin daglige gang ved Nibe Havnebad, og de allerfleste dage har der været godt besøgt, dvs. mindst 25-30 badende i gennemsnit.  Der har været enkelte kølige dage, hvor der kun kommer de faste gæster, som bader dagligt næsten året rundt, og under Nibe Festival er det normalt med mindst et par hundrede gæster dagligt.

– I weekends er vi to livreddere ved Nibe Havnebad, og det giver os muligheder for at lave nogle aktiviteter sammen med de badende, fortæller Otto Carlsen. – Det kan f.eks. være »at samle bolde«, hvor det gælder om at samle flest små bolde op fra vandet – enten som enkeltpersoner mod hinanden eller som små hold.
Kommer man afsted uden sit badetøj er der også råd for dét. – Vi har altid en halv snes sæt badetøj, så får man lyst til en dukkert, er såvel badetøj som omklædningsrum til rådighed, siger han.

Otto Carlsen opfordrer dog til, at børn og børnefamilier med badelyst, benytter sandstranden vest for havneområdet. Her er der lavt vand og godt overblik, men dog ingen livredder.
I Havnebadet er der godt to meter dybt, og det kræver almindelig svømmefærdighed. Men man er naturligvis velkommen, også hvid man blot ønsker at solbade og nyde udsigten over fjord og havn, slutter livredderen.