Flaget blev lørdag sat ved Nibe Boldklubs standerhejsning og flertallet af de ca. 50 fremmødte tog en kort tur på træningsbanen, inden der blev serveret varm suppe i klubhuset.

Selv om der er knapt et par måneder til de første turneringskampe i fodbold skal spilles, indledte Nibe Boldklubs lørdag fodboldsæsonen 2014 med standerhejsning for herrer og damer i seniorrækkerne samt de ældste ungdomsrækker fra U14 til U18.

De godt 50 spillere og andre interesserede mødtes ved boldklubbens klubhus, og inden flaget blev sat, hørte de formanden for klubbens Børne- og Ungeudvalg Tore Rubak byde velkommen, hvorefter spillerne blev sendt afsted til en let gang træning på klubbens sandbane.

I forbindelse med standerhejsningen blev også klubbens to nye seniortrænere for henholdsvis damer og herrer Per Kjær og Jens Thorup præsenteret.

Tore Rubak fortalte blandt andet om en ansigtsløftning, der er sket for klubhuset. Der er kommet nye gulvtæpper og der er blevet malet så især de unge blev opfordret til at bruge klubben så meget som muligt, så der ikke skal gå så mange år igen før der kommer nyt tæppe. Fra Spar Nord Fonden overrakte afdelingsdirektør Bjarne Svendsen, Spar Nord Nibe, et tilskud til renoveringen på 12.275 kr.