Stort anlagt fodboldbrag i Frejlev blev en våd »fuser«, da vejrguderne lørdag sendte noget, der af vejrtjenesten blev betegnet som »Danmarks kraftigste skybrud« ned over Frejlev Stadion.

Opgøret mellem St. Restrup IF og Nørager blev afbrudt efter 5 min, da lyn og torden gjorde det uforsvarligt at spille fodbold på Frejlev Stadion. I billedet er det hjemmeholdets Malthe Kristensen og Joachim Ohm der er på jagt efter bolden i de »vandrige« omgivelser.

FODBOLD – Serie 3, herrer

St. Restrup IF - Nørager: Udsat

St. Restrup IF havde, i ugen op til sæsonens første hjemmekamp, arrangeret musik, oppustelig fodboldbane, opsat telt og dækket bord til 80 personer, arrangeret helstegt pattegris, annonceret og opsat plakater i fodboldklubbens opland.

Kulissen var derfor skabt for sæsonens første hjemmekamp på hjemmebane mod Nørager. Her skulle St. Restrup IF forsøge at følge op på sejren i sæsonpremieren.

Som tidspunktet for kampstarten nærmede sig trak tunge skyer ind over stadion, og regnen væltede ned over Frejlev Stadion akkompagneret af lyn og torden. Derfor udsatte kampens dommer opgøret med 30 minutter. Ventetiden blev brugt til at bede vejrguderne om bedre forhold. Umiddelbart virkede det til at de havde hørt fodboldspillernes bønner. Kampens dommer vurderede efter ventetiden, at kampen forsvarligt kunne påbegyndes.

Spillet bar tydeligt præg af de store vandmasser, som væltede ned fra oven. Efter 3 minutter blev hjemmeholdets Lars Rafn vist det gule kort. Bolden tog et unaturligt opspring på den regnvåde bane, og ramte hånden. Korrekt dømt af kampens dommer, trods det ikke var forsætligt.

Kort efter kom flere lynnedslag nær Frejlev. Dommeren fløjtede straks kampen af, og tog ingen chancer. Derfor var det to meget slukørede hold, der måtte gå i bad, og må finde en ny kampdato for deres opgør.

Ydermere druknede det fine arrangement i vandmasserne. Det store tilskuerantal udeblev, trods de fine rammer. Fra St. Restrup IF’s side oplyser fodboldformand, Evald Lange Rise, at det med sikkerhed ikke er sidste gang at klubben arrangerer et lignende arrangement. Det handler om, forsat at fastholde og fremme fællesskaber i vores fodboldklub samt lokalsamfund på tværs af aldersgrupper, slutter fodboldformanden.