For syvende gang inviterer St. Restrup til det hyggelige marked – denne gang med ikke færre end 26 udstillere. Markedet bliver traditionen tro holdt lørdag på St. Restrup Friskole.

Metha Ottesen, Frejlev, udstiller for første gang sine figurer, der er lavet i powertex. Figurerne har titlen »Alverdens damer«.

– Markedet bliver helt fantastisk i år. For det først har vi rekord mange udstillere med og for det andet har vi en masse nye og spændende udstillere, som kommer med nogle produkter, vi ikke har haft med tidligere, fortæller Rie Carstens, der er en af kræfterne bag markedet og i øvrigt selv udstiller pileflettede ting.
Markedet byder blandt andet på smykker, stenskulpturer, malerier, brugskunst, blomsterdekorationer, sjove puder, figurer, spændende tasker, stauder, honning, pileflet, glaskunst, keramik, raku, garn, krukker, champignoner, solenergianlæg og meget andet.
- Vi glæder os rigtig meget til at byde velkommen til St.Restrup Marked, både til alle de dejlige udstillere, der har været med i flere år og til de 10 nye udstillere, som har vist interesse for vores marked. Vi tør godt garantere for, at der bliver noget for enhver smag, siger Rie Carstens.
En af filosofierne bag St.Restrup Marked er, at der hvert år skal være noget nyt for de mange besøgende. Udover at der skal være noget for enhver smag, så er det også vigtigt, at markedet hvert år bliver udviklet.
- De første par år var det os, der skulle ud og opfordre folk til at udstille deres ting. Sådan er det heldigvis ikke længere. Nu henvender folk sig til os og spørger om de kan få lov til at komme med. Det er jo super dejligt, fortæller Lotte Birk, der også er en af kræfterne bag.

Velbesøgt marked
- Vi har hvert år haft rigtig mange besøgende på Friskolen, alle udstillerne har fået solgt mange af deres produkter, gæsterne har nydt vores café med hjemmebag og rigtig mange har udtrykt deres begejstring over, at der i St. Restrup og omegn faktisk bliver produceret så mange flotte og spændende ting, fortæller Rie Carstens.
 Udover at besøge de mange udstillere, vil der også være mulighed for at købe en grill pølse fra St.Restrup Grillen, se hvordan en lokal øl bliver produceret og smage på godbidderne fra caféen.