- Onsdag, 14. januar 2015
Det stærke tophold fra håndboldens 3. division snød Nibe og vandt tirsdag aften kampen om den videre deltagelse i DHF's landspokalturnering. Nibe var godt med til midten af 2. halvleg, men derefter trak gæsterne fra og vandt med otte mål.

Frederik Skoda sender bolden til Andreas Brunsgaard, hvor begge spillerne presses hårdt i forsøget på at spille sig fri til scoring.
HÅNDBOLD - herrer, Landspokalturneringen
Nibe HK (JS) - Nøvling IF (3. div.): 26-34 (15-15)
Mål for Nibe: Mads Espensen 6 mål, Frederik Skak, Anders Møller Droob , Rasmus Jonasson, Mads Krogh hver 3 mål, Kris Kristensen, Rasmus Skoda, Jonas Haldrup hver 2 mål, Frederik Dahl, Andreas Brunsgaard hver 1 mål.
4 runde af landspokalen blev endestationen for Nibe HK’s jyllandsserie herrer, der tirsdag aften tabte til Nøvlings 3.div herrer med 26-34.
Nibe spillede ellers friskt til og fulgte flot med Nøvling i første halvleg, både forsvar og angreb viste at Nibe har et rigtigt godt hold, der når spillet kører sagtens kan følge med topholdet fra 3. division.
Det første kvarter af 2. halvleg følger Nibe rigtig godt med og kommer foran 21-20 inden holdet rammes af 2 udvisninger inden for 7 minutter. Det straffer Nøvling iskoldt og vinder denne periode med 6-0. Denne dukkert er afgørende for udfaldet af kampen som Nøvling vinder med 8 mål.
Det vigtigste er dog at holdet viste stor moral og selvom kampen var tabt, fortsatte med at kæmpe. Når man tager det sammen med de første 45 minutter af kampen, så er der virkeligt meget positivt vi kan tage med fra den kamp, udtaler assisterende træner Morten Dahl Johansen
Næste kamp er allerede torsdag aften kl 21.15 mod Svenstrup der p.t. er tophold i Jyllandsserien. Så det er med at tage fat med samme gejst og kampvilje som mod Nøvling slutter Morten Dahl Johansen.









