Thomas Kastrup-Larsen: Indtræder som konstitueret borgmester, i Henning G. Jensens sygdomsperiode.

Formand for socialdemokraterne i Aalborg Byråd Hans Henrik Henriksen, bliver konstitueret på posten som rådmand for Sundhed og Bæredygtig Udvikling.

Den blodprop i hjertet, som mandag ramte borgmester Henning G. Jensen, gav tirsdag hektisk mødeaktivitet hos socialdemokraterne i Aalborg Byråd, alt imens tankerne hos de implicerede byrådsmedlemmer var hos den sygdomsramte borgmester.

Med meddelelsen om, at Henning G. Jensen vil være sygdomsramt hovedparten af tidsrummet indtil nytår, skal der udpeges en fungerende borgmester, og evt. andre rokeringer skal falde på plads.

På et gruppemøde tirsdag eftermiddag og aften blev det besluttet, at rådmand for Sundhed og Bæredygtig Udvikling Thomas Kastrup-Larsen bliver fungerende borgmester i Henning G. Jensens sygdomsperiode.

Hertil kommer, at byrådsmedlem Hans Henrik Henriksen indsættes som konstitueret rådmand for Sundhed og Bæredygtig Udvikling, i samme periode, og at viceborgmester Helle Frederiksen overtager posten som formand for den socialdemokratiske byrådsgruppe.

Som suppleant for Henning G. Jensens byrådsmandat indtræder Christian Korsgaard (S) fra Egense.

Den fungerende borgmester har været medlem af Aalborg Byråd gennem 14 år og rådmand for Sundhed og Bæredygtig Udvikling, siden denne magistrat blev oprettet, hvilket skete ved kommunesammenlægningen 1. januar 2007.

Beslutningerne om rokeringer på baggrund af Henning G. Jensens sygdom bliver formelt konfirmeret ved et byrådsmøde mandag den 20. august.