Mek Pek, Søn & Onkel Tot.

En kær tradition er det, når Nibe Festival i forbindelse med afviklingen af de fire fede dage med musik, miljø og mennesker byder til fest for byens og lokalområdets yngste. Den tradition føres videre også under årets Nibe Festival.

Børnene skal feste med to generationer
Onsdag tyvstartes der kl. 10 om formiddagen med årets Børnekoncert.
Udover masser af underholdning fra lokale børn fra byens skolefritidsordning, så skal det meget unge publikum også feste med Mek Pek, Søn & Onkel Tot. Trioen giver et forrygende show baseret på de populære sange fra Åh Abe-pladerne.
Der er gratis entre til Børnekoncerten, som afvikles på Blå Scene – og festivalen byder på gratis saft og kage til de mange børn.
Indgangen til årets Børnekoncert åbner kl. 09.30 – og Frank Megabody binder showet sammen.