- Torsdag, 24. juli 2014

Blandt sommerens aktiviteter i Nibe finder man hvert år en række rundvisninger – dels til fods i byens gamle bydel og dels med bus i den nære omegn.
Torsdag aften kalder VisitAalborg og Nibe Turistforening igen til en byvandring – denne gang ad den gamle ishavsskrænt midt i byen – stien, som benævnes »Over Sønderbakken«.
Fra stien, der starter ved sognehuset »Dommergaarden« og forløber en lille kilometer mod sydvest, er der et storslået udsyn over Nibe. Her kan man bl.a. opleve, at de tidligere tiders røde tegltage over Sildebyens huse atter er dominerende. Dette er resultatet af en bevarende lokalplan, som har virket siden midt i 1970'erne, og som fra 2005 er blevet formelt udtrykt i en egentlig lokalplan for midtbyen.
Nibes lokale byhistoriefortæller vil på turen torsdag aften berette om byen, dens liv gennem århundreder – og man kan nyde det betagende syn fra den gamle istidsskrænt.
Turen indledes kl. 19.00 på Skomagertorvet.
Mandag aften køres sommersæsonens sidste guidede bustur fra Torvet.
Læs mere:
Busture hitter









