- Mandag, 9. april 2012

Publikums favoritbillede: En mosehornugle fotograferet ved Jerups strandenge. Dommernes kommentar: Et flot og skarpt billede i farvemæssigt afstemte og rolige omgivelser. Albert Steen-Hansen fortæller selv: - Et billede, der uden forberedelse andet end at være på stedet i rette øjeblik, blev resultatet af over 100 »skud«.

Dommernes kategorivinder og udstillingens samlede vinder: Lysbugede knortegæs ved Barmer Landingsted på en stormfuld dag. Dommernes kommentar: Her er fuglene i deres rette element. Der er liv i billedet. Bølger, blæst og fornemmelsen af tilbagestrøget hår.
LILLE VILDMOSE: Naturfotograf og feltornitolog Albert Steen-Hansen fra Farstrup stjal en del opmærksomhed ved åbningen af den sjette naturfilm- og foto-festival i Vildmosegaard, der er opført i den østhimmerlandske Lille Vildmose; Danmarks største sammenhængende fredning på 78 kvadratkilometer – et areal på størrelse med Rømø.
Blandt 65 udstillede billeder fra 15 fotografer fik han præmieret to foto; ét af en mosehornugle og ét af lysbugede knortegæs.
I det nærliggende Lille Vildmosecentrets biograf var der i forbindelse med festival-åbningen også fremvisning af Steen-Hansens film »Når fjorden blinker«, der havde premiere i forbindelse med »Kulturnat Nibe 2011«. Her er tale om en oplevelse i lyd, stillbilleder og videoklip med underlægningsmusik af sangskriveren, komponisten og sangeren Jens Jeppesen fra Sebbersund.- og giver Albert Steen-Hansens helt personlige opfattelse af begrebet »når fjorden blinker«.
Om sig selv og sine foto-optagelser, fortæller Albert Steen-Hansen: - Engene ved Staun, Barmer og Valsted samt holmene ved Nibe Bredning har på grund af den nære afstand til min bopæl i Farstrup i næsten 50 været mine foretrukne fuglelokaliteter. Her har jeg mangt en tidlig morgen siddet i fotoskjul og set fuglelivet udfolde sig, mens dagen gryede.
Ved fotofestivalen i Lille Vildmose blev der konkurreret i to kategorier. Jan Skriver og Flemming Ahlmann udgjorde årets dommerkomité, og fandt frem til Albert Steen-Hansen og hans foto af lysbugede knortegæs ved Nibe Bredning som vinder af kategorien »Dansk Natur«. Samme foto blev også kåret som udstillingens samlede vinder, idet der også blev konkurreret i kategorien »Naturen i Lille Vildmose«.
Dermed var hæderen til Farstrup-fotografen ikke ovre. Hans foto af en mosehornugle, fotograferet ved Jerups strandenge, blev af åbningsdagens fremmødte kåret som »publikums favoritbillede«.
Tekst: Bruno Larsen.
– – –
»Når fjorden blinker« - på DK4
Albert Steen-Hansens film »Når Fjorden Blinker«, vil gennem uge 16 blive vist et antal gange på TV-kanalen DK4. Filmen er gennem vinteren blevet tilrettet og gjort velegnet til TV-forevisning, fortsat med Jens Jeppesens underlægnings musik.









