Søndag den 6.november havde Valsted Borgerforening en lille fernisering i Sebber IF's klubhus.

Hovedtitlen var »Øjeblikke i Valsted i 2016« og den bestod primært af fotografier fra Valsted og omegn, nogle luftfotos fra før og nu samt et par enkelte malerier. Alle »kunstnere« fortalte om deres værker, der spændte vidt fra diverse naturbilleder til billeder fra begivenheder i byen og astronomiske fænomener, fortæller Lene Ann Christensen, Valsted.

Der blev drukket boblevand og spist kransekage mens billederne blev studeret og diskuteret. Det er helt sikkert et arrangement der vil blive gentaget på et senere tidspunkt, slutter Lene Ann Christensen.