- Torsdag, 6. oktober 2016
Efter 25 succesfulde år som forstander på Nordjyllands Landbrugsskole vælger Niels Quist at kombinere jubilæum og afsked. Samtidig tiltræder hans efterfølger Erik Poulstrup som forstander.

Landbrugsskolen har under Niels Quists lederskab gennemgået en markant udvikling som skole og arbejdsplads.

Erik Poulstrup: Ny forstander på Nordjyllands Landbrugsskole i Lundbæk.
For Niels Quist har det at være forstander, ikke bare været et job, men også en livsstil. Han har igennem årene haft en omfattende kontakt med mange unge mennesker, deres forældre og landbrugs- erhvervet, og derigennem har Niels formået at opbygge en dynamisk, veldrevet skole med fokus på tilfredse elever og passion for landbruget.
Niels Quist har dybe rødder i det nordjyske, opvokset i Volstrup ved Svenstrup, hvor forældrene havde kvæggård, og hvor han fik den første del af sin praktiske erfaring. Efter studentereksamen fra Aalborg Katedralskole, valgte han at tage landmandsuddannelsen på Nordjyllands Landbrugsskole, og dette valg ledte ham til København, hvor han på Landbohøjskolen læste til Agronom.
Efter mange gode oplevelser i København, trak det nordjyske i Niels igen, og han blev opfordret til at søge en stilling som kvæglærer på skolen. Resten er historie.
Niels Quist blev udnævnt som forstander efter 8 år som underviser, og har siden 1991 virket som samlende kraft på Nordjyllands Landbrugsskole i Lundbæk.
Under Niels Quist’s ledelse har skolen gennemgået en yderst positiv udvikling.
Niels Quist vil igennem en periode fortsat være tilknyttet skolen, men på en måde, der muliggør, at han får bedre tid til at dyrke sine store passioner, nemlig jagt og eget landbrug. Disse fritidsinteresser har igennem hele forstanderperioden været et frirum for Niels, der hvor han har ladet op, for igen at kunne give eleverne og skolen stor opmærksomhed.
Torsdag holdes der afskeds- og jubilæumsreception på skolen.
Læs hele artiklen i Nibe Avis' trykte udgave: HER
Den nye mand på Lundbæk
I forbindelse med Niels Quist-Jensens eget ønske om at stoppe som forstander efter 25 år på Nordjyllands Landbrugsskole, har skolens bestyrelse ansat Erik Poulstrup, der bliver skolens nye forstander og skal lede de 50 medarbejdere og de mange elever.
Erik Poulstrup er 41 år og har gennem de seneste seks år som konsulent drevet en række virksomheder, bl.a. indenfor landbruget. Hans faglige baggrund er som forstkandidat og EU Jurist, og han har efteruddannelse indenfor ledelse.
De seneste syv år har Erik Poulstrup der foruden været ekstern underviser i ledelse på Nordjyllands Landbrugsskole, og er derfor et kendt ansigt for skolens medarbejdere.










