For Nibe området specifikt er der ikke meget at hente i det fremlagte forslag til budget for 2017 i Aalborg Kommune. Samlet er der ifølge borgmester Thomas Kastrup-Larsen tale om et budgetforslag med fokus på omstillinger, investeringer og borgernære områder.

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) fremlagde magistratens forslag til budget for det samlede byråd. I den kommende tid skal der føres forhandlinger om evt. ændringer, og det endelige budget er planlagt til færdigbehandling 13. oktober. Undervejs er der også et åbent borgermøde.

Rådmand Tina French Nielsen (V): I år har været en bedre procedure, men i Venstre er vi bekymret for økonomien.

Rådmand Hans Henrik Henriksen (S) : 28 mill. kr. til de mellemstore byer åbner nye muligheder i byer som Nibe.

Magistratens forslag til budget for Aalborg Kommune i 2017 indeholder en lang række omprioriteringer i forhold til tidligere overslagsperioder. Dertil kommer yderligere omprioriteringer.
Anlægsbudgettet er fortsat prioriteret meget højt, og her er Egnsplanvej, Tranholmvej, Budolfi Plads, Vestre Fjordpark og en gennemskæring af Østerå i det centrale Aalborg med i et brutto anlægsbudget på 534 mio. kroner.
Der afsættes 40,5 mio. kr. over tre år til et nyt behandlingscenter på handicapområdet. Investeringer i folkeskoler fortsætter. Der etableres nye børnehaver i Svenstrup og Vodskov og en vuggestue på Thulevej i Aalborg (2018). Løvvangsskolen i Nørresundby nedlægges og kompenseres med investeringer i området på 21 mio. kr.
Endvidere er der i budgetforslaget afsat penge til fornyelse og udbygning af plejehjemmene i kommunen, ligesom der afsættes penge til en ny udendørs skøjtebane i Aalborg midtby. Endelig nævnes blandt de større investeringer en varig løsning for Madservice Aalborg, idet køkkenet i Gug udbygges, så funktionen på Riishøj kan integreres i Gug-køkkenet.

Nye penge til oplandsbyer
Over fire år afsættes der i budgetforslaget 28 mio. kr. til udvikling i oplandsbyerne - 7 mio. kr. pr. år. Her kan Nibe ifølge rådmand Hans Henrik Henriksen (V) komme i betragtning, hvis der findes gode forslag – og han lægger ikke skjul på, at renovering af Tyvedalstien i Nibe kan være en mulighed.

Budget for grundsalg ved svømmebad
I budgettet er der i 2018 afsat en indtægt på 4 mio. kr. for salg af byggegrunde i forbindelse med renoveringen af Nibe Svømmebad. Der er tidligere afsat penge til denne renovering i årene 2018 og 2019.

Venstre: Bekymring
Hos Venstre møder man en ret stor bekymring for kommunens samlede økonomi.
Både gruppeformand Mads Sølver Pedersen og borgmesterkandidat Tina French Nielsen udtrykker bekymring om den fortsatte stigning i anlægsudgifter. – Det vil belaste kommunens likviditet voldsomt på sigt; særligt om få år, hvor indtægter fra salg af aktiver i elforsyningen falder bort, siger de samstemnende i en kommentar.