Byggeriet ved Godenshøj vest for Nibe i fuld gang.

Efter en meget lang og opslidende sagsbehandling af lokalplanen for Godenshøj er byggeriet endelig kommet i gang i den vestlige del af Nibe. Peter Nielsen, KIMBO A/S, der står for udstykning af byggegrundene, opfører på nuværende tidspunkt den første villa på udstykningen. Byggeriet er det første på de i alt 10 grunde, hvoraf der er solgt to. 

Claus Sørensen fra EDC Nibe udtaler: - Godenshøj har en beliggenhed som gør, at søgningen på byggegrundene har været stor. Køber kommer til at bo tæt på byen og får derudover en uspoleret og helt unik udsigt til Lundbæk, Sebbersund bredning og Limfjorden. - Med et prisskilt på den gode side af en million kroner så er det klart, at de fleste potentielle købere har en fast ejendom, som skal sælges først, men vi forventer en øget efterspørgsel hen over foråret og sommeren i takt med, at udstykningen bliver helt færdiggjort, siger Claus Sørensen.

Hos KIMBO A/S mærker man tydeligt, at foråret er kommet, med øget efterspørgsel på alt lige fra mindre renoveringer af køkken og badeværelser til større villaer. - Vi tager imod enhver henvendelse der kommer og forsøger at give alle et hurtigt svar, udtaler Peter Nielsen, der glæder sig over, at folk igen har fået lyst og økonomi til at renovere og nybygge.