NB's guldpiger. Fra venstre: Michael Frendrup, Alberte Frendrup, Marie Vasegaard, Sofie Hess, Julie Thøgersen, Ane-Magrethe Langkjær, Cecilie Østergaard , Tania Andersen og Christina Holm, Forrest : Katinka Askehave, Sofie Christensen, Christine Jespersen, Mie Christensen, Nanna Julin og Emma Nilsson

Det var et flot syn, da 41 spillere og trænere mødtes om eftermiddagen torsdag inden pinse, foran Nibe Boldklub for at tage på en fire dages tur til Holland. Alle var klædt i flotte dragter, som lokale forretnings drivende og virksomheder havde sponsoreret til denne tur.
Da alle var talt op og bagagen ombord i bussen, begyndte turen sydover, med kurs mod Lem, hvor deltagerne skulle have et andet u-15 drenge hold med.
Efter yderligere ca. 10 timers kørsel nåede bussen Amsterdam, tidligt fredag morgen hvor man blandt andet skulle på rundtur på Amsterdam Arena, og senere tilbragte man resten af eftermiddagen i museumsparken ved Rijks og Van Gogh museet, hvor man virkelig kunne sige at vejr guderne var med deltagerne.
Sidst på dagen gik turen tilbage mod Tyskland, hvor NB’erne havde base på vandrerhjemmet Wolfberg tæt på Kranenburg.
Efter indkvartering var der tid til aftensmad og det var trætte unge mennesker, der gik i seng den aften.
Lørdag bød på tidligt morgenmad og så af sted igen mod Holland, hvor drengene havde mulighed for at overvære pigernes to første kampe, inden de igen skulle køre ca. 15 minutter for at deltage i en anden turnering.
Pigernes indledende runde bød på tre hollandske og et tysk hold, og pigerne var hurtigt ude af start hullerne med to sejre, én uafgjort og et nederlag, og det rakte til puljens 2. plads og videre til søndagens finalerunde.
Drengene var endt i en meget stærk pulje hvor de skulle møde to tyske og ét hollandsk hold. Drengene blev virkelig matchet. Det endte med én sejr, én uafgjort og ét nederlag. Især puljens sidste kamp mod det hollandske hold var en stor oplevelse at overvære. Kampen blev spillet i et meget højt tempo og alle gav alt hvad de havde i sig, men Nibe måtte alligevel indkassere et 1-3 nederlag, som dog blev taget med sindsro, idet alle godt kunne fornemme, at de havde ydet en stor præstation.
Da det ene tyske hold havde scoret ét mål mere end drengene endte det dog med puljens 3. plads.
Så var det tid til igen at vende hjem til basen i Tyskland og slappe lidt af og hygge sig.
Søndag var det igen tidligt op, og af sted til Holland til hver sin turnering.
Drengens dag startede med en kamp mod Lem BK, som Nibe holdene havde delt bus med til Holland, så her var mere en blot point på spil. På trods at stor spilovervægt måtte drengene vente til allersidste minut med at hive en smal 1-0 sejr hjem. Næste kamp stod mod et tysk hold og det blev til et 1-0 nederlag. Sidste kamp stod mod Otterup fra Fyn og her blev fynboerne sendt hjem med et 4-0 nederlag.
Pigerne havde god tid til hygge og afslapning da de først skulle i kamp om eftermiddagen.
I finale runden skulle de op mod de stærke piger fra Brabrand, som de dog besejrede 1 – 0 i en kamp, der bød på mange fine detaljer.
I anden kamp var det det andet Danske hold Hedensted, som stod for tur, og trods en fighter vilje som sjældent er set før, måtte pigerne se sig besejret med 1-0, men med en mulig sejr i sidste kamp over de Tyskere som havde besejret NB dagen før, havde pigerne andenpladsen inden for rækkevidde.
Kampen mod Tyskerne skulle spilles på værtsklubbens kunststofbane, og fra første fløjt var NB pigerne aggressive og hurtigt stod det klart, at modstanderen slet ikke kunne matche NB denne dag.
Pigerne spillede nok deres bedste kamp og med fornuft og omtanke holdt de Tyskerne fra at blive helt farlige og kampen endte 1-0 i Dansk favør.
Da dommeren fløjtede kampen af var alle glade for at man havde erobret andenpladsen, lige indtil at en forælder, som havde fulgt med i dagens anden finale kamp mellem Brabrand og Hedensted kunne berette at denne kamp netop også var blevet fløjtet af og var endt 1-1 og dermed mente, at Nibe Boldklub var sluttet på en 1. plads og så brød jublen ud fra såvel piger, træner og de medrejsende forældre! Og den var god nok;  Nibe Boldklubs u-15 piger blev vindere af J.V.C Girls Cup 2012 og kunne dermed hæve den store pokal i triumf.
Herefter gik turen hjem mod Danmark, og det var dermed slut med nogle fantastiske dage i det Hollandske.

Lederne roser alle spillere for den måde de har opført sig under hele turen, ingen har været overladt til sig selv og på intet tidspunkt har det været nødvendig at irettesætte nogen, så alt i alt en kæmpe oplevelse at være af sted med jer og samstemmende lyder det fra forældregruppen og trænere er klar til at tage med igen!