Oprykkerne fra Byrsted- Hjeds IF. Bagest fra venstre: Mikkel Jøns, Søren Støvring, Mathias Leth, Christian Jøns, Jacob Bech, Andreas Mark Sørensen, Jacob Beyer Ravn. Forrest fra venstre: Morten Wethje Søndergaard, Mathias Filtenborg, Alexander Sten, Simon Møller, Mads Filtenborg.

Et sammenbragt seniorhold i fodbold, med hjemmebane på Kirketerp Stadion og Byrsted-Hjeds Idrætsforening som »moderklub« har gennem efterårssæsonen gjort god figur på de lokale fodboldbaner.

Af ti kampe er de otte vundet, én tabt til Sebber IF og én uafgjort mod Vegger IF.

Efterårssæsonens sidste kamp stod den forløbne weekend på Vokslev Stadion, i en situation, hvor holdet fra Kirketerp forinden havde sikret sig oprykning til serie fem. Vokslev bragte sig foran 1-0, men Byrsted-Hjeds slog contra og kom inden første halvlegs afslutning på 1-2, med efterfølgende scoring af Vokslev til 2-2 ved halvleg. Yderligere scoringer til Vokslev (1) og Byrsted-Hjeds (2) gav resultatet 3-4 til det gæstende hold fra Byrsted-Hjeds IF.

Mål for BHI: 1-1: Mathias Filtenborg. 1-2: Mathias Leth (str.). 3-3 og 3-4: Morten Wethje Søndergaard.