Interesseforeninger med blik for natur og fjordland er enige om målet.

Halkær Mølle Naturcenter ejes af Naturstyrelsen, som er en statsinstitution.

I fortsættelse af, at Aalborg Kommune, Park & Natur, har opsagt det fortsatte samarbejde med Naturstyrelsen om driften af Halkær Mølle Naturcenter – på baggrund af, at grundlaget for den hidtidige drift er forsvundet – har en lang række interesseforeninger i den forløbne uge været samlet om netop interessen for fortsat aktivitet og brug af naturcentret som basis for oplysning og natur- interesser.

Foreningerne, der repræsenterede et meget bredt udsnit af natur- og oplevelses inter- esser, måtte beklageligvis tage Aalborg Kommunes opsigelse til efterretning, men samtidig var der på mødet en stemning i retning af: »Når én dør lukker, åbner der sig flere andre«, fortæller skovfoged Leif Kogsgård Lyngsø  fra Naturstyrelsen Himmerland.

Foreningerne til stede på mødet indgav hver især en række aktivitetsmuligheder, som kan være med til at rodfæste Halkær Mølle Naturcenter endnu bredere end hidtil, og med beliggenheden meget nær to andre himmerlandske kommuner, burde der kunne skabes grundlag for en fortsat drift, understreger Leif Kogsgård Lyngsø.

Hertil kommer, at vi fortsat gerne ser en vinkel fra Aalborg Kommune – men både Rebild Kommune og Vesthimmerlands Kommune kan meget vel have interesser, som kan tilgodeses gennem naturprojektet i Halkær. Halkær Mølle ejes jo af Naturstyrelsen, og som sådan har vi interesse i at sprede det grundlag, naturcentret kan bygges på fremover – og såvel bygninger som de opbyggede udstillinger m.m. er alle i god stand, så det vil i sig selv være synd, hvis de mange penge, der er investeret i at sætte Halkær Mølle i stand, på sigt vil være spildte, understreger skovfogeden.

Sidste uges møde resulterede i, at foreningerne hver især undersøger de nævnte forskelligartede muligheder og repræsentanterne samles så snarest til endnu et opklarende møde, hvor der skal sættes både aktiviteter og økonomi på de fremførte tanker. Herunder også de fortsatte muligheder for at udnytte naturcentret i undervisnings sammenhæng.