- Fredag, 2. maj 2014
I weekenden den 25. til 27. april har Farstrup Boldklub deltaget med 3 ungdomshold i Kondi Cup i Nr. Nissum. Således deltog klubbens U10 pige- og drengehold, samt U12 pigeholdet.

U 10 piger.

U 10 drenge.

U12 piger efter overrækkelse af sølvmedaljer.
Farstrup Boldklub har i mange år deltaget i stævnet, selve stævnet havde forrige år 25 års jubilæum. Der er tale om et meget veltilrettelagt stævne, hvor grundvilkårene er de samme år for år og dermed forudsigelige for både ledere og spillere. Stævnet har naturlig nok fokus på håndbold, men der er også lagt stor vægt på det sociale aspekt, så der bl.a. er mulighed for at benytte svømmehal, ligesom der er et fint og brugbart udeareal der kan benyttes, oplyser Claus Andreasen fra Farstrup Boldklub.
Farstrup Boldklub deltog i år for 15. gang og fik i den forbindelse overrakt et diplom for de mange ganges deltagelse.
Fredag var der fælles buskørsel fra Farstrup til Nr. Nissum - Ved ankomst blev holdene indlogeret på Nr. Nissum skole. Fredag aften blev de første kampe spillet, således var U10 piger i aktion og vandt deres første kamp 10-1. Efterfølgende var der fælles modtagelse for alle spillere og ledere i hvilken forbindelse Farstrup Boldklub fik overrakt diplom for deltagelse i Kondi Cup for 15. gang.
Lørdagens program bestod af masser af håndboldkampe, fælles for alle 3 hold var at alle kampe på nær en blev vundet, hvilket betød adgang til A-kvartfinaler om søndagen.
Ligeledes blev der lørdag tid til en tur i svømmehallen, se de andre hold spille håndbold samt socialt samvær med forældre, søskende og andre familiemedlemmer der kom på besøg. Lørdag aften sluttede af med disco-dasco for alle spillerne.
Søndag skulle finalepladser så fordeles. For begge U10 hold var kvartfinalen endestationen med nederlag for pigerne på 3-12, mens drengene tabte 6-12.
U12 pigerne derimod vandt deres kvartfinale og endte op med at spille finale mod Struer, der imidlertid blev en for stor mundfuld. Således tabte pigerne 7-13 efter at have kæmpet med alle ressourcer. Hertil skal siges at U12 pigerne fra Farstrup har spillet i C-rækken i JHF turneringen gennem hele sæsonen, mens finalemodstanderne fra Struer sluttede som nr. 2 i deres pulje i A-rækken. Så på den baggrund imponerende at holdet endte op med en sølvmedalje ved stævnet.
Alt i alt en flot turnering af alle 3 hold, hvor både spillere og træner kunne drage tilfredse hjem efter en velspillet turnering, slutter Claus Andreasen.










