Nedrivningen af det tidligere hotel begyndte for få dage siden.

På billedet herover er nedbrydningen af den tidligere »Pejsestue« tilendebragt, og man ser her ind i den kendte salon, kaldet »Wagon’en«.

Der vil være en hel del »Fugl Phønix« over Torvet i Nibe de kommende måneder. For som »Fugl Phønix« ifølge sagnet måtte lægge sig i aske, genopstod den senere og rejste sig højt på himlen. 

Bygmester Vagn Kristensen, Støvring, har netop indledt nedbrydningen af de tidligere hotelbygninger, hvoraf »hovedbygningen« oprindeligt blev opført til præstegård i starten af 1800 tallet. Når alle bygningsdele er nedrevet, forestår der opbygning af et tilsvarende ejendomskompleks med underliggende parkeringskælder, forretningslokaler i stueplan, samt andelsboliger på 1. og 2. sal.

Når disse linier læses, er der således allerede forsvundet store dele af det store bygningskompleks.

Det er bygmester Vagn Kristensen, Støvring, der står bag det omfattende byggeprojekt, som i sin helhed omfatter tre til fire erhvervslokaler (butikker m.m.) i underetagen, samt ni andelsboliger i den kommende bygnings første- og anden sal. Dertil kommer parkeringskælder med tilhørende parkeringsplads til ejendommens beboere m.m.

Ejendommen har tidligere været ejet af DGU, Nibe, v. Niels Færch, men begge parter oplyser overfor Nibe Avis, at handelen mellem dem nu er endelig, og at det fremover alene er Vagn Kristensen A/S, der forestår byggeopgaverne, sammen med sine under-entreprenører.

Rebild Arkitekterne v. Kasper Skovfo, Nibe, har projekteret et nyt bygningskompleks, som her i avisen tidligere har været omtalt, men som Nibe Avis ved en senere lejlighed vil vende nærmere tilbage til.

Baggrunden for det kommende byggeri er, at der med den eksisterende lokalplan for Nibes midtby, er mulighed for at nedrive bygninger, mod at disse genopføres i nøjagtig samme stil, på samme sted.