- Lørdag, 26. marts 2016


Husets formand Morten Bøjer orienterede de ca. 75 fremmødte om processen med renovering af den store sal.
Omkring 75 lokale borgere takkede onsdag før påske ja tak til at deltage ved indvielsen af den nye og totalt renoverede store festsal i »Huset«. Salen har efter renoveringen fået sin gamle og oprindelige profil tilbage; dvs. med det halvrundt buede loft, som det fremstod i tiden som Farstrup Kro, og som de seneste mange år har været skjult af et nedsænket loft.
Formand for HUSET’s bestyrelse Morten Bøjer gav i sin tale til de fremmødte baggrunden for det opnåede resultat, og sagde bl.a.:
– Det hele startede for over et år side med, at der skulle udvælges forsamlingshuse over hele Aalborg Kommune, som kunne komme i betragtning til støtte med henblik på renovering. HUSET i Farstrup slap gennem nåleøjet og modtog 409.500 kr. Efter tilpasning af det ønskede projekt, er resultatet i løbet af kun godt en måned nået – med god hjælp fra lokale håndværkere.
Økonomien rakte ikke til yderligere forbedringer, nemlig ønsker til renovering af toiletterne. Men her trådte Farstrups flag- og petanque hold til med praktisk hjælp, og de resterende 50.000 kr. rakte så til renovering og installation af ny sanitet i HUSET’s to toiletter.
Morten Bøjer takkede alle involverede i renoveringen – fra håndværkere, frivillige hjælpere til gæsterne ved indvielses sammenkomsten, og gæsterne kvitterede med en hyggelig sammenkomst, der samtidig var en god optakt til påskedagene.










