Frivilligkoordinator Inger Grønhøj (t.v.) fra KamilianerGårdens Hospice og overlæge Lisbeth Juhler Andersen (i midten) fra Aalborg Sygehus Syd, Klinik for Kirugi og Kræft- behandling, modtog donationen fra arrangørerne af Julekoncerten – fra venstre Niels Janum (Nibe Menighedsråd), Anders Kristensen (Nibe Festival Fonden), Bjarne Svendsen (Nibe Handelsforening) og Lisbeth Bang Petersen (Kulturelt Samråd i Nibe).

Sangeren Jesper Lundgaard giver koncert i Nibe Kirke den 1. december.

Julekoncerterne i Nibe Kirke har atter doneret penge til gode formål, fra overskuddet af de årlige koncerter i Nibe Kirke. På fredag starter billetsalget til dette års koncert med sangeren Jesper Lundgaard.

Søndag den 1. december står fire lokale arrangør foreninger atter bag en Julekoncert i Nibe Kirke – i år med sangeren Jesper Lundgaard, der bl.a. er kendt for hovedrollerne i musicals som »Les Miserables«, »Phantom of the Opera« og »Cyrano«.

Overskud til gode formål
Arrangørerne bag koncerten: Kulturelt Samråd i Nibe, Nibe Handelsforening, Nibe Menighedsråd og Nibe Festival Fonden, dækker omkostningerne til koncerten, så billetindtægterne går ubeskåret til hhv. KamilianerGårdens Hospice, Kræftafdelingen på Aalborg Sygehus Syd samt SolsideCentrets Venner.

SolsideCentrets Venner har tidligere i år fået overbragt en donation, og i forbindelse med offentliggørelsen af årets Julekoncert fik yderligere to modtagere tildelt hver 12.500 kroner til at forsøde tilværelsen en smule for de kræftramte patienter.