- Fredag, 28. august 2015

Rie Carstens udstiller igen i år sine meget flotte og kreative pileting.
Pileflet, malerier, smykker, keramik, glaskunst, honning, puder, blomster, strik, cupcakes, raku, champignoner, krukker og planter - sådan lyder lidt af udbuddet, når St. Restrup Friskole på lørdag for niende år i træk åbner dørene til det hyggelige St. Restrup Marked. I lighed med tidligere år er der udstillere med fra St. Restrup og omegn. Herudover er der i år også udstillere med fra Frejlev, Nibe, Aalborg, Gug og Farsø.
Altid nyt at komme efter
- Vi har rigtig mange spændende udstillere med til vores marked og også i år har vi faktisk måtte sige nej til nogle udstillere, som gerne ville have været med, fortæller Lotte Birk, der er en af initiativtagerne bag markedet og fortsætter,
- Der er rigtig mange udstillere, som ønsker at være med år efter år, men der er heldigvis også flere nye udstillere i år. Og det er rigtigt dejligt. Vores filosofi er nemlig den, at der hvert år skal være noget nyt at komme efter for de mange gæster, der kommer igen år efter år, og vores tanke er den, at skal de have lyst til at vende tilbage, så skal der også være noget nyt at komme efter. St. Restrup Marked har som sagt været holdt de sidste otte år og folkene bag markedet betegner konceptet som en succes.
- Vi har hvert eneste år haft rigtig mange besøgende
på Friskolen, alle udstillerne har fået solgt mange af deres produkter, gæsterne har nydt vores café med hjemmebag, og rigtig mange gæster har
udtrykt deres begejstring over, at der i St. Restrup og omegn faktisk bliver produceret så mange flotte og spændende ting, fortæller Lotte Birk.









