Ny Phønix ejendommen rejser sig for tiden, med erhvervs lejemål i gadeplanet, andels lejeligheder på 1. og 2. sal, samt P-kælder.

Der er for tiden energisk byggeaktivitet langs Skomagergade.

Bygmester Vagn Kristensen har nu indgået aftale med fire ud af seks nye forretninger i ejendommen Ny Phønix, som åbner sidst på året.
En optiker. En frisør. En restaurant og en bagerforretning. Det er resultatet af de foreløbige anstrengelser, bygmester Vagn Kristensen, Støvring, har gjort, med henblik på udlejning af nederste etage i ejendommen »Ny Phønix«, der er under opførelse ved Torvet og Skomagergade i Nibe. De fire forretninger er:
Kuntz Optik v. Rikke Kuntz Skovfo, der i dag driver sin forretning i Skomagergade.
En restaurant på 153 kvm., i lokalerne på hjørnet af Skomagergade og Mellemgade – virksomheden er specialiseret i restaurantdroft til et bredt publikum, og som desuden vil tilbyde take-away, oplyser Vagn Kristensen til Nibe Avis.
Frisør Klippekunst v. Jean Amtoft, der i dag driver salon i Søndergade.
Endelig har Vagn Kristensen netop afsluttet forhandlingerne med Guldbageren fra Løgstør, som ønsker at åbne en afdeling i Nibe. Her er der udlejet 153 kvm., hvor der skal indrettes bageri udsalg og café.
– Set ud fra de lidt svære tider for detailhandel og overordnet den klemte økonomi forårsaget af den globale krise er jeg meget tilfreds med at have udlejet disse forretninger, siger Vagn Kristensen til Nibe Avis.
Afslutningsvis oplyser Vagn Kristensen, at der er i alt ca. 150 kvm. tilbage til udlejning i to separate lejemål, som egner sig til både butikker og liberale erhverv.
Der er fortsat også ledige lejligheder blandt de ni andelslejligheder på 1. og 2. sal.