Thomas Smith fra Nibe i gokarten - Dansk mester, og samlet 5. plads i det samlede Europæiske mesterskab.

Brødrene Mathias og Thomas Smith fra Nibe kunne ovenpå sidste DM afdeling i gokart der blev kørt på Grindsted gokartbane kalde sig danske mestre i hver deres klasse.
Mathias på 17 år i klassen Rotax senior med 28 hk, og Thomas på 21 år i klassen Rotax DD2 med 34 hk og 2 gear. Begge motorer er på 125 cc. og er vandkølede, med kobling og selvstart.

Bedst placerede dansker i EM Rotax Eurochallenge
Thomas har endvidere kørt en flot 5. plads hjem i det samlede Europæiske mesterskab – Rotax Eurochallenge - et resultat der, som bedst placerede dansker i samtlige klasser og samtlige kørte afdelinger, må siges at være særdeles tilfredsstillende da det er hans første år i klassen Rotax DD2.
Løbene har været afviklet på baner rundt i Europa og sidste afdeling var på Salbris i Frankrig 200 km syd for Paris hvor han sluttede på en flot 4. plads. Mathias’ DM sejr blev af DASU, Dansk Automobilsportsunion, desuden præmieret med en test i Formel Ford-klassen hvor mange racerkørere har  fortsat karrieren efter gokart. Dette  blev en særdeles oplevelsesrig og udfordrende dag da på Padborg Park i vådt og fugtigt føre, men Mathias klarede de vanskellige forhold særdeles overbevisende og øgede gradvist men sikkert farten hen over dagen.