- Fredag, 23. maj 2014
Ikke uventet var der flere gange under tirsdagens borgermøde verbale tilløb til at drøfte de busruter gennem Nibe, som Aalborg Kommune har fastlagt. De nye ruters forløb gennem den østlige del af Nibe er et resultat af, at man lokalt ikke ønsker busser på Torvet, og i stedet kommer busserne fra midt i juni til at køre ad Parkvej / Anlægevej / Hovvej – i begge retninger.

Nyt stoppested ved Hovvej.
Rådmand Hans Henrik Henriksen besvarede et par af aftenens spørgsmål vedr. busruterne, men slog samtidig fast, at man via drøftelser med afdelingen for Kollektiv Trafik har fastlagt ruternes forløb ud fra den erfaring, at den kollektive trafik mister passagerer, hvis ruterne ændres nævneværdigt fra de hidtidige.
Rådmanden lod dog en dør stå på klem for, at der senere kan ændres et vejforløb ved vandværket i Anlægget ved Nørregade. Hvis det viser sig hensigtsmæssigt er det en mulighed, men det koster jo, og vi må derfor lægge ud med den foreslåede rute, inden vi griber til omlægninger af veje m.m., sagde han
Afslutningsvis lod Hans Henrik Henriksen forstå, at han godt kan være enige med mange af de, der kritiserer det nye ruteforløb, men Nibe er altså ikke skabt til at have optimalt placerede busruter gennem byen, og vi må så finde de ruter, der virker bedst for de fleste, slog han fast.










