Topholdet Løgstør slog Nibe.

Banens bedste mand og målscorer Dennis Søndergaard, i nærkamp med to Løgstør spillere.

FODBOLD - Serie 3

Nibe – Løgstør 1-2 (0-1)

Mål for Nibe: Dennis Søndergaard

Lørdag skulle Nibe forsøge at få den 5. sejr i træk, da Løgstør gæstede Nibe Stadion.
Det var tydeligt fra kampens start, at der var vigtige point på spil. Begge hold havde brug for tre point, hvis de fortsat skulle gøre sig forhåbninger om en oprykningsplads.

Kampen var præget af meget spil på midten og mange fysiske dueller. Men efter et kvarters spil fik Løgstør et frispark på kanten af feltet og på det efterfølgende indlæg scorer de til 1-0 på et hovedstød. Resten af halvlegen er en meget lige affære, stadigvæk uden oplagte scoringschancer.

Efter pausen får Nibe et spillemæssigt overtag, hvilket de omsætter til en fortjent udligning efter et kvarters spil, da banens bedste, Dennis Søndergaard, sparker en returbold i mål. Fem minutter senere får Løgstør et gult kort og Nibe er tæt på endnu et mål i flere situationer. Løgstør kommer imidlertid igennem deres undertalsperiode, hvorefter Nibe bliver ramt af et gult kort. Dermed aftog det kraftige pres på Løgstørs mål.
Med fem minutter tilbage satser Nibe med mange mand fremme, hvilket resulterer i, at Løgstør 3 minutter før tid scorer til 2-1 på en omstilling.
Da der ikke blev scoret yderligere kunne Løgstør rejse hjem med de tre point.