Der er dømt både tophåndhold og topopgør når Nibe Håndboldklub lørdag eftermiddag tager et nyt initiativ i brug for at give både spillere, publikum og sponsorer en ekstra oplevelse og dimension i forhold til håndboldspillet.

Top-håndbold lørdag i Nibe – her Frederik Dahl fra Nibe Håndboldklubs bedste herrehold i Jyllandsserien, der i den kommnende kamp møder rivalerne fra Aalborg HK på 2. pladsen.

Først og fremmest byder lørdagens hjemmestævne, der i alt omfatter 5 kampe i  ungdoms- og seniorrækker, på håndboldkampe fra øverste hylde i hhv. damernes serie 2, hvor Nibes eget hold ligger klart i spidsen – og i herrernes Jyllandsserie, hvor Nibe ligeledes ligger nummer ét.

Nibe topper rækkerne
For damernes vedkommende er man sikre på også at toppe rækken efter lørdagens kamp, idet hjemmeholdet ligger fire points foran rækkens nummer 2, Aalborg KFUM. Dagens modstander Nøvling ligger på rækkens sidsteplads med blot ét enkelt point.
Nibe Håndboldklubs herrehold i Jyllandsserien har forud for lørdagens kamp to points flere end dagens modstander Aalborg HK. Dermed er der dømt topopgør i Jyllandsserien, hvor Nibe dog selv med et nederlag vil toppe rækken med flest scorede mål.
Efter herrernes kamp i Jyllandsserien spiller klubbens andethold i damerækkens serie 2 kamp mod Aalborg KFUM.

Modeshow og sponsorindslag
I pausen mellem de to ovennævnte kampe har Nibe Håndboldklub taget initiativ til et indslag med modeshow fra tre af klubbens sponsorer inden for tøjbranchen, nemlig Nibeforretningerne MALOU, by Froberg og Tøjhuset. I tilslutning hertil vil SuperBrugsen samt »Guf & Kugler« præsentere og servere smagsprøver og den aalborgensiske bilforhandler N. O. Jensen viser en række modeller af de populære Hyundai, Mazda og Suzuki biler.

Ny måde at mødes omkring tophåndbold
Andreas Sondrup fra Nibe Håndboldklubs sponsorudvalg siger til Nibe Avis, at håndboldklubben med det nye initiativ gerne vil give publikum og sponsorer muligheden for at mødes over i et spændende og uformelt miljø – og omkring nogle af sponsorernes tilbud og produkter. – Her har vi set muligheden for at samle disse tilbud omkring en hjemmekamp for både klubbens førstehold på både dame- og herresiden, og vi håber naturligvis, at publikum vil tage godt imod vort initiativ, slutter Andreas Sondrup.

Ungdommen er også med
Blandt Nibe Håndboldklubs mange ungdomshold finder der også en elite, og to af disse hold er i spil lørdag.
Forud for de to førsteholdskampe spiller klubbens U16 drenge i 2. division mod Lyngs Idrætsefterskole. Nibe tabte 24-17 i Lyngs, men Lyngs tabte dog her forrige weekend til Mors/Thy, som Nibe har vundet over, og der er derfor lagt op til en tæt kamp. Lyngs ligger i øjelikket nr. 3 i 2. division med 6 points for 6 kampe, mens Nibe ligger sidst med 2 points for en enkelt sejr i 6 kampe.
U16 drenge tabte torsdag aften med 21-25 til Hjallerup på hjemmebane i Elite Cup.

Der er gratis entre til arrangementet i Nibe Idræts- & KulturCenter lørdag eftermiddag.