- Tirsdag, 20. januar 2015
For andet år indbød »Nibes Modige Samlere« til at komme og se deres udstilling. Der var nok at se på, noget kunne overskues stående, andet måtte man helt tæt på for at studere de fine detaljer. Ved alle borde var der mulighed for at udveksle erfaringer, fortællinger og oplevelser, og det skete i stor stil, da 110 - 130 havde taget imod invitationen, fortæller Ilse Janke Hansen fra arrangørkredsen.

De modige samlere havde i år valgt at udstille bl.a. et stort landskab beboet af dyr fra flere kontinenter, en fin lille samling af ugler, med hver sin historie, og et udvalg fra en kæmpemæssig samling af påklædningsdukker.
Den kinesisk/japanske udstilling var bygget op gennem et helt liv ligesom samlingen af langpiber. Kuglepenne i hundredvis, alle forskellige, afstedkom en udfordring fra ejeren til de to drenge, der udstillede deres tegneserier: »Hvis I kan finde to ens, må I få den ene«.
En imponerende udstilling af modelbiler - mest Minier påkaldte sig også stor interesse - det var vist en overraskelse for de fleste, at der findes så mange forskellige.
Træfigurerne - de fleste fra Afrika - var et fint eksotisk indslag.
Erik havde valgt at tage et lille hjørne af sine tegneserier med - han har været oppe på 13000.
Og så var der afdelingen: Helt i hvidt - her skulle man helt tæt på for at se de fantastisk fine broderede monogrammer og borter fra overlagner, som bl.a. var blevet brugt til konfirmationskjoler. De passede godt sammen med det smukt dækkede bord med fint gammelt porcelæn, glas og sølvtøj, som den flittige husmor havde pudset op til dagen - og servietpigerne. Deres samling kunne mange af de besøgende have suppleret, da de selv havde samlet på servietter som børn.









